24. Ebræernes PlageEgen Melodi af C. Barnekow.Et Paradis var Gosen,Saa godt som Kanaan,Med Ranken og med Rosen,Midt i Ægypti Land;Men bedre var dog Ørken,Med Frihed, Fred og Ro,End Gosen under Tyrken,Og under Pharao.Hvor Josef stod for Styre,Hans Børn var Trælle nu,Hans Daad i Tid hin dyreKom Ingen meer ihu.I Trældom gik med KvideDe Store og de Smaa,Alt hvad de maatte lideKun Gud i Himlen saae.De maatte see paa Nilen,Hvor mangen Broder sødBlev offret Krokodilen,Og fandt i Svøbet Død.Som Dyr de maatte slide,Hvor Solen brænder heed,Opmure PyramideI deres Ansigts Sveed.For Svøben og for TampenDe brænde maatte Leer,Til det blev haardt som Kampen,Og let dog som en Fjer.De ælted Leer med Møie,De brændte Tegl med Suk,Skiøndt det var haardt at døie,De voved ei et Muk.Alt stod en PyramideAf Tegl i Gosenland,Og praled, dem til Kvide,Med Runeskrift om Rand.Der stod i Dage sene:Ei ligne man ved migEt Værk af hugne Stene,Som Jord ved Himmerig!En Stang de stak i Floden,Af hvad der hængde vedEt Underværk paa KlodenJeg blev i tusind Led.Saa gjorde man en GaadeTil Pral af liden Konst,Det var Ægyptisk MaadeAt plage Folk omsonst.Ebræerne ved Nilen,De fik da aldrig Fred,Kun Død man kaldte HvilenFra Trældoms Bitterhed.De strøg nu Steen til Flere,Og blanded Leer med Straa,For Plagen at formere,Tog grandt man Tal derpaa.Da løfted Jakobs SønnerTil Himlen Øie mat,Og ind kom deres BønnerFor Isaks Trøster brat.Med Trøst og Tegn fra OvenKom Amrams Sønner to,Kun den var ret forvoven,Som turde dem ei troe.De Amrams Sønner beggeFor Kongen gik at staae;Han loe dem ud som GiækkeTrods deres Lokker graa.De sagde paa Guds Vegne:Vort Folk lad drage udTil Horeb-Bjergets EgneAt dyrke Himlens Gud!Da hørdes Kongen skryde:Hvis er det Herrebud,Som Pharao skal lyde?Er han ei Jordens Gud!Han sagde: Kroppe dovneHar Mod paa Gildesfærd,Men, ved Ægyptens Ovne,De kiønt skal blive her.De har for gode Dage,Det mærker jeg derpaa,Herefter med UmageDe selv skal sanke Straa;Da faaer de det lidt værreTil Griller at forslaae,Thi Stene ikke færreHver Dag de stryge maae.Nu strængdes Folkets Plage,Nu voxde deres Nød,Og under Graad og KlageDe ønsked sig kun Død.Det maatte Moses volde,Han sine Hænder vreed,Han skulde dem dog foldeFor Gud i Ydmyghed.Guds Viisdom er en Gaade,En Løngang er Hans Vei,Men evig er Hans Naade,Hans Løfter glippe ei!