129. Den Danske Christendom
Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.
Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.
Der ligger et Land vel lavt i Nord,
Men høit dog ei desmindre:
Som Himmelens Stjerner kan paa Jord
De Danske Øine tindre.
Der kom engang et Julebud
Til Danmarks grønne Skove,
Det kom fra alle Guders Gud,
Som styrer Vind og Vove.
Det lød som saa: min Søn er her,
Maa dog sit Ansigt dølge,
Hvo paa ham troer og faaer ham kiær,
Skal hjem til Mit ham følge.
Hos Mig er Himlen altid blaa
Og Lunde lysegrønne,
Her dufter alle Blomster smaa,
Og alle Folk er kiønne.
Som mine Børn de leve godt,
Omkap i Sky de kvæde:
Her er ei Sorg, ei Skam og Spot,
Men evig Lyst og Glæde!
Saa lyder blidt det Julebud,
Skiøndt tusind Aar det tæller,
Vi nys paany det kom ihu:
Opad, jo før, jo heller!
Guds Søn, han boer paa Jorderig
Som i en Stad paa Bjerget,
For Skud kan ei den skjule sig,
Men bli’r af Engle værget.
Paa Torvet staaer hans Badekar,
Hans Røst derover toner:
Kom, tvæt dig hvid, som før du var,
Med Tro paa din Forsoner!
Nedsænk dig her som i et Hav,
Med Synden og med Sorgen!
Da staaer du op, som af min Grav
Jeg opstod Paaskemorgen!
I Hallen staaer hans Giæstebord,
Hans Røst derover lyder:
Kom, Ven, og tag mig paa mit Ord,
Som er hvad det betyder!
Istedenfor dit Kiød tag mit!
Tag mine Been for dine!
Siig saa til alle Himle frit:
Med Jesus I er mine!
Saa i den hele Christendom,
Paa Bjerge og i Dale,
Fra Først til Sidst det giælder om
At troe Vorherres Tale.
Han, som giør Bjerget selv istand,
Og bygger Hovedstaden,
Til Lykke for vort jævne Land,
Seer ei paa Overfladen!
Sin Sandhed lægger han til Grund,
Og fylder med sin Naade,
Saa løser om en liden Stund
Sig Kirkebjergets Gaade.
Før vi det veed, saa høit vi staaer,
At frem vi og tilbage
Kan see fra Edens Bjerge blaa
Til Salems røde Tage.
Og fra Jerusalem det ny,
Af Guld og Ædelstene,
Soel-Øine for Guds Søn i Sky
Faaer alle Hjerter rene.
En Smule da vi hjelper til,
Naar Herren Staden bygger,
Som han forstaaer og selv han vil,
Af ægte Klippestykker.
Hans lille Hovedstad hos os
Kan da ei længer dølges,
Men staaer sig nok, om end paa Trods
Der blæses og der bølges.
Derfra skal gaae til Paradis
Et lille Løngangsstræde,
Saa tidlig vi, til Herrens Pris,
Faae Smag paa Himlens Glæde.
Saa ærer han sit Julebud
I denne Krog af Norden,
Fordi vort Hjerte troer Gud,
Trods Englekløgt paa Jorden.
Saa glæd dig, Mark! og fryd dig, Skov!
Og sjunger, alle Sunde!
Thi Han, som vaaged, mens vi sov,
Han gjorde hvad Han kunde!
Ja, Han, som har al Magt og Vid,
Og elsker ret sin Næste,
Han gjorde her sin største Flid,
Han giør og her sit Bedste!
Han sætter paa vort bløde Muld
Sit Præg med Skaberhaanden,
Og Barnehjertet, tro som Guld,
Indblæser Han Livsaanden.
Af Diendes og Spædes Mund
Han saa sig Pris bereder,
At Fuglene fra Edens Lund
De svare "Fred med Eder!"