127. Dannekvinden
Mel. vær lovet Du, som evig vaager, af J. C. Gebauer.
Mel. vær lovet Du, som evig vaager, af J. C. Gebauer.
Opløft din Røst, du gamle Kvinde,
Som ei forstumme skal paa Jord,
Saalænge varme Floder rinde
Fra Hjertets Kildevæld i Nord,
Saalænge der i Danevang
Er Klokke-Lyd og Kirke-Sang!
Opløft din Røst ved Luthers Minde,
Og syng det ud med Tone sød:
Lyksalig var den Ægte-Kvinde,
Hos hvem han fandt sit Moder-Skiød!
Lyksaligt var det Moder-Bryst,
Hans Læber diede med Lyst!
Syng sødt om ham med Læber røde!
Han en Guds-Engel var paa Jord,
Han aldrig knuste Hjerter bløde,
Skiøndt der var Torden med hans Ord,
Den svage Gnist af Haab til Gud
Han pusted op, ei slukde ud!
For Hjertets Krav og Kvindens Ære
Han kæmped djærvt med Aandens Sværd,
Henveirede den mørke Lære,
At Kvinden ei var Manden værd,
Skiøndt under Hjerte bar i Løn
Maria Guds eenbaarne Søn!
Han raabde ud Guds Ord det rene:
Det ei er godt, som skrevet staaer,
At Manden er paa Jord alene,
Thi Eenlighed giør bange Kaar;
Lad Mand og Kvinde sammen boe,
Om Glæden og om Sorgen To!
For Hjertets Sprog paa Modersmaalet
Han kæmped og med Løvemod,
Var Livet end fra Ordet stjaalet,
Vi fik dog ved hans Seier Bod;
Guds Ord er paa vort Modersmaal
Guld-Æbler ligt i Sølver-Skaal.
Guds Ord, han sagde, klarer Sagen,
Som skrevet staaer i Herrens Bog:
Apostlerne paa Pindse-Dagen,
De talde Alles Hjertesprog,
Saa hver en Mand paa Sit fornam,
At Herren talde høit til ham.
Lyksalig, hvo Guds Ordet hører,
Saa vidned Luther, Herrens Præst,
Naar det til Tro hans Hjerte rører!
Høisalig hvo det giemmer bedst,
Og tager kvindeligst i Favn
Guds Helligaand i Jesu Navn!
Saa raabde ud han Sandheds Tale,
Besang sin Frelsers Daad og Dyd,
Og sjunger nu i Himmelsale
En Lovsang ny med Hjertens-Fryd
For alle dem i Tusindviis,
Som fulgde ham til Paradis.
Lad derfor høit og sødt det tone:
Lyksalig hun, som fødte ham,
Der beiled ret til Livets Krone,
Og ændsed aldrig Korsets Skam,
Og bærer nu, som Naadeløn,
I Lysets Hjem Guld-Krone skiøn!
Kun Herren over Himlens Hære
Var Luthers Skjold og faste Borg,
Han redded kun sin Moders Ære,
Han slukked kun sin Moders Sorg,
Med hvad han tog af Jesu Mund:
Et Livets Ord i Dødens Stund!
Den Herre, som os allesammen
Har kiøbt fra Døden med sit Blod,
Til Luthers Priis har lagt sit Amen,
Ham kaldt en Tjener tro og god,
Og bænker naadig ved sit Bord
Hver Giæst, som gaaer i Luthers Spor!