N.F.S. Grundtvig (1783–1872)

Herren taler: Øer, hører!¹

Hver som Øren har at høre med!

Ordet, Livets Ord han fører,

Som han vil og kan til Tid og Sted,

      Og hvor Ordet føres,

      Og hvor Ordet høres,

Der er Aand og Liv og Fred!

Hører, Øer i det Fjerne!

I, som lytted i det høie Nord,

I, som hellere end gierne

Høre Aandens, Livets, Fredens Ord!

      I det skal fornemme,

      Det hos mig har hjemme,

Følger mine Sendebud.

Hele tusind Aar tilbage

Spaadoms-Ordet af en Seers Mund,

I vor første Biskops Dage,

Gienlød hos os i den grønne Lund;

      Herrens Røst med Aanden

      Hjertet, Liljevaanden,

Fik at høre seent, men sødt.

Baaret som paa Lynilds-Vinger,

Røsten, som et himmelsk Effata.

Kom i Følge med Guds Finger,

Kaldte frem et stort Halleluja;

      Øret, giennemboret,

      Lukdes op for Ordet,

I hvis Røst er Aand og Liv!

Folke-Munden fik da Mæle,

Folke-Tungen blev Guds-Aandens Tolk,

Og af Danmarks Barne-Sjæle

Skabde Jesus sig et udvalgt Folk:

      Christen-Menigheden,

      Kiær ad Hjerte-Freden,

Tro og huld i Liv og Død.

Øren hellere end gierne

Laanes til Guds rige Naades Røst,

Og ved Blink af Vestens Stjerne

Skimtes Morgenrødens Guld i Øst;

      Derfor Aften-Sangen

      Smelter hen i Klangen

Af Guldkammens Hanegal!

Hører, alle Folkestammer,

Som fik Øren til at høre med!

Fra det stille Hjerte-Kammer

Bryder mægtig ud, til Tid og Sted,

      Bryder ud i Sangen,

      Skaber Vaar i Vangen,

Herrens Røst med Aand og Liv!