108. Villibrud
Mel. Alle Christne Fødselsdag, af L. M. Lindeman; eller:
Mel. Alle Christne Fødselsdag, af L. M. Lindeman; eller:
Blomstre som en Rosengaard, af J. P. E. Hartmann.
Blomstre som en Rosengaard, af J. P. E. Hartmann.
I de dybe Hjerters Tid,
Som sig vel mon sømme,
Mangen Moder blød og strid
Havde stærke Drømme,
Ingen stærkere end hun,
Som fik Maanen i sin Mund,
Soelskin i sit Hjerte!
Det var Moderen til ham,
Som først over Vove
Bragde Lyset uden Bram
Til de Danske Skove,
Planted kæk sin Hyrdestav
Ved det vilde Vesterhav,
Mellem Fiskerleier
Villibrud var Hyrdens Navn,
Spire til Godvilje,
Spire i vor Fødestavn
Til en Pindse-Lilje,
Han kom fra Nord-Humberland,
Fra de stærke Drømmes Strand,
Storværks Vinterleie.
Mens han end i Skjulet laae
Under Moders-Hjerte,
Hun i Søndags-Drømme saae
Natte-Himlens Kierte,
Saae Fuld-Maanen klar og rund,
Hende brat den fløi i Mund
Ved et sært Guds-Under.
Da fik Øine indad til
Flux den fromme Kvinde,
En Oplysning klar og mild
Mærked hun derinde,
Hvordan hun var skabt, hun saae,
Og hvad under Hjertet laae,
Rørde sig ilive.
Det gik over al Forstand,
Faldt dog stærkt paa Sinde,
Hun gik til en hellig Mand
Glimt af Lys at finde,
Bad ham, som en Moder øm,
Hvis han kunde, hendes Drøm
Aandelig at klare!
Fosteret, du bær i Løn,
Vorder sikkerlig en Søn,
Født til Lære-Standen,
Og med ham, jeg giætter paa,
Himmel-Lyset klare maa
Hjertets Lønligheder!
Villibrud, saa kæk og mild,
Som Guds Lære-Svende,
Brændte af en hellig Ild
Herren at bekiende,
Planted først hinsides Hav
Lykkelig sin Hyrdestav
Midt i Friser-Landet.
Han som Morgen-Hanen goel
Over Nørreleden,
Utrekt bar hans Bispe-Stol,
Bispen bar Guds-Freden,
Hammer-Karl han kiendte godt,
Døbde til en Franke-Drot
Karl den Stores Fader!
Heltemodig giæsted han
Deiligst Vang og Vænge
Døbde og paa Helgoland
Tylvt af Danske Drenge,
Døbde da vel sagtens med
Ungvins Søn fra Sigersted,
Sigvald til en Helgen.
Saa Guds Børn et Moderskiød
Vandt i Nørreleden,
Nærmest Hvilen deri nød
Sachser-Menigheden,
Efter Løve-Søvnen lang
Morten Luther bold opsprang,
Himmel-Lysets Kæmpe.
Derfra Lyset til os bar
Paa de varme Tunger,
Med den hellige Ansgar,
Luthers Løve-Unger,
Som en Maane i vor Mund
Skinner nu til Hjertens-Grund
Klarlig Himmel-Lyset!
For et stort Oplysnings-Værk
Villibrud brød Isen,
Vinfred var en Pave-Klerk,
Sneg sig kun til Prisen;
Karl den Store med sit Sværd
Himmel-Lysets Herrefærd
Hemmed kun og skæmmed!
Himmel-Lys i Friheds-Luft
Blusser kun og brænder,
Offrene med Rosenduft
Kiærlighed kun tænder,
Og Oplysning kun med Tro
Kan i Hjertet sammen boe
Under Friheds-Loven!
Ægte Lys i Folke-Vang
Aarle maa og silde
Efter Hjertets Tarv og Trang
Klare Livets Kilde,
Deraf kom den lyse Drøm,
Deraf lysner Livets Strøm
Blidt i Aftenstunden.