Siig kun et Ord,
Du, paa Hvem jeg troer!
Da er Sygdommen hævet,
Hvor for min Elskedes Liv jeg har bævet;
Thi kan der selv af min daglige Snak,
Af mit "kom" og mit "gak"
Og mit "giør det," en Gierning udbryde;
Hvad ikke da af dit Ord,
Herre fuldstor!
Du, hvem selv Vinden og Voven adlyde!
Saadan en Tro
Var der knap hos To,
Da i Jødeland søgde
Mange til Herren, som hørde Hans Rygte,
Thi, sagde selv ikke Viisdommen sand,
Om den hedenske Mand,
Som i ypperste Strid havde vundet,
Slog sig hos Jesus til Ro:
Saadan en Tro
End har jeg ikke hos Israel fundet!
Saadan en Tro
Dog hos Fleer end To
Har Vorherre vist fundet,
Hvor paa det Jævne vor Slægt er oprundet,
Thi kan endnu i vor selvkloge Tid
Herren drage os did,
Hvad ei da i den barnlige Alder!
Ja, at hos Faderen boer
Almagtens Ord,
Børnene fromme høistrimeligt falder!
Siig kun et Ord,
Du, paa Hvem vi troer!
Da er Frygten og hævet
For hendes Liv, som i Fare har svævet!
Siig kun om Kirken i Fædrenes Land,
At du giør hvad Du kan
For Dens Liv, for Dens Frihed og Lykke!
Da paa dit Ord vi med Tro
Slaae os til Ro;
Hvem kan nedbryde, hvad Du vil opbygge!