Kiærligheds og Sandheds Aand!
Jords og Himmels Hjerte-Baand
Knytter Du alene;
Os forlene deilig Røst,
Os opgløde, dybt i Bryst,
Dine Flammer rene!
Lad det kiendes aabenbart:
Lyset dit er mildt og klart,
Det er Hjerte-Glandsen,
Du er Kiærligheds Forstand,
Dyden din er Reenhed sand,
Salighed er Krandsen!
Kun den Fromme du giør snild,
Kalder kun den Gode gild,
Styrker kun den Spage;
Thi din Konge-Vei er Fred,
Al din Færd Retfærdighed,
List og Vold din Plage!
Hvor Du lyser, Mørket flyer,
Al Uteerlighed Dig skyer,
Spotter med din Naade;
Sandhed, som den klare Dag,
Krandser i dit Venne-Lag
Kiærlighedens Gaade!
I det store Sjæle-Bad,
Og i Hjertets Drik og Mad,
Du er Guddoms-Kraften,
I hver Green og i hver Kvist
Paa det sande Vin-Træ: Christ,
Du er Leve-Saften!
Med en god Samvittighed
Til de Smaa Du daler ned,
Skaber rene Glæder,
Lyser op og renser ud,
Til de staae for Lysets Gud
I snehvide Klæder!
Aldrig tænder Baal din Ild,
Blusser ei med Lue vild
Op til Hoved-Heden,
Gløder, flammer, smelter kun,
Mildt i Hjerte, sødt i Mund,
Som Guds-Kiærligheden!
Du, som af den "liden Flok",
Svag og bly og bange nok,
Gjorde Kæmper stærke,
Skab nu og af os en Hær,
Som tør Svinge Aandens Sværd,
Under Korsets Mærke!
Kiærlighed til denne Jord
Seer du, ak, er saare stor,
Vildt dens Lue brænder;
Sluk den ud med Duggen mild,
Lad os blusse af den Ild,
Du for Himlen tænder!
Paa vort Eget Nat og Dag
Stirre vi med Velbehag,
Det forstyrrer Freden;
Lad os Jesus Een og Hver
Som vort Liv og Lys faae kiær!
Det giør Enigheden!