Tie, alt Kiød, for Aasyn hans
(216)
(216)
1.
Tie, alt Kiød, for Aasyn hans,
Som paa Korset blegner!
Solen mistet har sin Glands,
For hans Hoved segner,
Jorden bæver, Dødelige!
Jordisk Lyst fra Hjertet vige
Her for Himmelsk Ære-Frygt!
2.
Kongers Konge, Drotters Drot,
Selv er Offer-Lammet,
Giæstebudet, evig godt,
Er idag berammet,
Thi hans Kiød er Sjæle-Føde,
Og hans Blod er Liv af Døde,
Herrens Bord er Himmerig!
3.
Hvor til Altret under Krands
Det Guds Lam mon fare,
Foran gaaer, med Sky om Glands,
Himlens Engle-Skare,
Cherubim med Øine blide,
Seraphim med Vinger hvide,
Dæmpet, dybt Halleluja!
4.
Øine lukke ved det Syn
Soel og Seraphimer,
Tør ei see paa Vredens Lyn,
I de mørke Timer;
Giøre saa og frelste Sjæle,
Øine lukke, troe og knæle,
Sukke dybt Halleluja!
5.
Viisdom blev forvendt paa Jord,
Fandt Guds Viisdom ringe,
Derfor nu Guds Naades Ord
Maa som Daarskab klinge;
Hvo ei Himmerig vil savne,
Gud maa i hans Daarskab favne,
Sukke dybt Halleluja!