Den signede Dag med Fryd vi seer
Af Havet til os opkomme,
Den lyse paa Himlen meer og meer,
Os alle til Lyst og Fromme;
Det kiendes paa os, som Lysets Børn,
At Natten hun er nu omme!
Den signede Stund, den Midnats-Tid,
Vorherre han lod sig føde,
Da klared det op i Øster-Lid
Til deiligste Morgen-Røde,
Da Lyset oprandt, som Jordens Bold
Skal lysne udi og gløde!
Om levende blev hvert Træ i Skov,
Og var saa hvert Blad en Tunge,
De kunde dog ei Guds Naades Lov
Med værdelig Røst udsjunge;
Thi evig nu skinner Livets Lys
For Gamle og saa for Unge.
Forgiæves det er med liden Magt
At ville mod Bjerg opspringe,
Men Ørnen er snild, han naaer sin Agt,
Naar Veiret ham bær paa Vinge,
Og Lærken hun er en lille Fugl
Kan lystig i Sky Sig svinge!
Med Suus og med Bruus den stride Aa
Nedfuser fra Klippe-Tinde,
Ei mæle saa lydt de Bække smaa
Men risle dog fort og rinde,
Saa frydelig snoe de sig i Vraa
Op under de grønne Linde!
Saa takke vi Gud, vor Fader god,
Som Lærken i Morgen-Røde,
For Dagen Han os oprinde lod,
For Livet, Han gav af Døde,
For Alt hvad paa Mark af Himmel-Rod
Der voxde til Sjæle-Føde!
Nu sagtelig skrid, vor Høitids-Dag,
Med Straaler i Krands om Tinde!
Hver Time til Herrens Velbehag
Som Bækkene smaa henrinde,
Til frydelig de sig snoe i Mag
Op under de grønne Linde!
Som aldrig saa lang er Dag i Nord,
Det mørknes jo dog omsider,
Saa haver det sig og trindt paa Jord,
Med blomstrende Aar og Tider,
Men sødest dog klinger Livets Ord,
Naar det imod Aften lider!
Som Guld er den aarle Morgen-Stund,
Naar Dagen opstaaer af Døde,
Dog kysser os og med Guld i Mund
Den liflige Aften-Røde,
Saa Tindre end maa det matte Blik,
De blegnede Kinder gløde!
Saa reise vi til vort Fædreland,
Der ligger ei Dag i Dvale,
Der stander en Borg saa prud og grand,
Med Gammen i gyldne Sale,
Saa frydelig der til evig Tid
Med Venner i Lys vi tale!