Monte Carlo
Af Jacques Normand.
Af Jacques Normand.
Det ligner en Dekoration til et straalende Feeri
Med sit Marmorpalads, sine yppige Haver,
Sine Palmer, Oranger, Mimoser og Agaver
Grupperede i pyntelig, streng Harmoni,
Sine Aloer ordnede i lange, stive Rader,
Sine mægtige Trapper, Terrasser, Balustrader —
Og til Bagtæppe Bjerget, det nøgne, mørke Bjerg.
Man blændes og undrer sig — man venter, at en Dverg,
En fantastisk Klørkonge med Guldstads paa Frakken,
Gulgrønne Strømper og Kronen bag ad Nakken
Skal rave ind paa Scenen med sin støjende Flok
Skjæggede Livgardister med Hjelme og Epauletter,
Luftige Danserinder i Silke, Tyll og Pailletter. —
Og pludselig svinger Dvergen sin tunge, gyldne Stok
Og stamper til Lyd i Gulvet med sine Skanker tynde:
»Muntert, tag fat, I Herrer! Lad Festen begynde!«
Den blanke Sol sig skjuler bag Horizontens Rand.
I Haven foran Slottet staaer der en ensom Mand.
Han ændser ej Blomsterduften, han stirrer med sløve Blikke
Paa al denne yppige Skjønhed; — ham rører den ikke,
Ham, som ved Spillebordet har kæmpet saa vildt og saa længe,
At Lykken tilsidst ham narred for alle de kjære Penge.
Nu mærker han med Gysen Selvmordets kolde Vind
Pusle omkring hans Pande og blæse i Haaret ind.
Han stirrer paa Solen derude med blege, blodløse Kinder:
Hvor rund, hvor rød den dog er! — Det er jo en kæmpestor,
Gyldent luende, blændende, lokkende Louisd’or!
Og Haanden griber krampagtig efter den — ak, men den svinder!