Johan Grove (1859–1917)

Sikkert vil de sorte Svaler atter flokke sig derude,

Atter fra Balkonens Gitter lydt og muntert lade klinge

Deres klare Elskovskvidder, naar de slaa imod din Rude,

Flagrende paa rastløs Vinge.

Men de Svaler, hvis Du mindes, der for Aar tilbage tøved

Midt i Flugten for at titte paa din Skjønhed uden Mage

Og paa mig, hvem Sans og Samling dine mørke Øjne røved,

Ak, de vende ej tilbage.

Og din Gedeblad vil atter skyde nye, friske Kviste,

Klattre rundtom Lysthusgittret og i Tag og Væg sig flette,

Atter vil i Skumringstimen Blomsterknoppen svulme, briste,

Med sin Pragt dit Øje mætte.

Men de svundne Somres Blomster, duftende og farverige,

I hvis Bægre Duggens Perler sittrede som Taarer søde,

Hine Blomster, som i yppig Glød ej kjendte deres Lige,

Aldrig mer dit Blik vil møde.

Atter vil vel Attraa hviske hede Bønner i dit Øre,

Lidenskabens Flammeord den tunge Taushed voldsomt bryde,

Vakt af Søvnen vil dit Hjerte da maaske sig lade røre,

Kjærlighedens Kalden lyde.

Men hin blinde, ømme Elskov, som paa Løn ej turde tænke,

Hine taabelige Drømme, Alfebørn af Ungdomstiden,

Skjønne, dem vil ingensinde nogen anden Mand Dig skjænke,

De fløj bort for længe siden!