»Brus, vilde Storm! Far hen i Stød!
Bøj Busk og Træ med brede Vinger!
Jeg dobbelt muntert Mejslen svinger,
Min Sjæl er hed af Skaberglød,
Min Tankes Flugt er snar som din,
Hver Evne nyvakt gjennembæver
Mit hele Jeg, og højt sig hæver
Min Kunstnerlængsel, stærk og fin.
Begejstring Gnisten hos mig tænder,
Som Alterflamme klart den brænder!
I Sandhed, herlig er den Stund,
Naar jeg af Marmorblok har tryllet
Det Billed frem, som laa tilhyllet
I Tankens Gjemme, som i Blund.
Se blot, fra Sjælens dybe Skakt
Hvert af min Hammers Hug har bragt
For Lyset Ynde efter Ynde,
Lig Lilliens Knop, der Blad for Blad
Maa aabne sig ved Duggens Bad,
Ved Solens Kys og Brand og Brynde,
Og ranke sig til Blomst i Vejret,
Straalende hvid i Morgenskjæret.
Brus, vilde Storm! Far hen i Stød!
Bøj Busk og Træ med stærke Vinger!
Jeg dobbelt muntert Mejslen svinger,
Min Sjæl er hed af Skaberglød!«
Natten paa Flugt for Dag sig vender,
Og Mesteren sit Værk fuldender.
Amor og Psyche! — — —
Uden Lige
De fine Formers Harmoni
Ombølget er af Trylleri,
Et Syn fra Guders Skjønhedsrige,
Saa sjælfuldt, yndefuldt og stort —
Al Elskovs Magt legemliggjort!
Ved Skuet af det Værk, han skabte,
Mesteren selv sin Fatning tabte,
Stod i Beundring, rørt og stum.
Da hvisled frem den gamle Slange,
Og Sjælen, som saa mange Gange
Tilforn, gav atter Mistro Rum.
»Mon gjennem Sjælekamp og Plager
Jeg Dig omsider færdig saae,
Blot for at jeg, mens Tvivl mig nager,
Paany mit Værk skal sønderslaa?
Fortæres jeg af marvløs Higen?
Er Febersyge i mit Blod?
Skal Maalet, som jeg stirrer mod,
Sig fjerne i bestandig Vigen?
Mon mine Kunstnerlængsler løj?
Har Guder mig ved Haanden taget,
Mens Fliser for min Mejsel fløj,
Eller har jeg mig selv bedraget?
Hør mig nu, Herre, i min Kval!
Er jeg en Kunstner, lad et Under
Læge for stedse Sjælens Vunder!
Igjennem Lynet til mig tal!« —
Paany tilsløred Natten Himlen
Med Storm og Uvejr i sit Skjød,
Tæt skjulte Mulmet Stjernevrimlen,
I stride Strømme Regnen flød,
Som Diadem paa Hvælvet glittred
Lyn, der med Svovlstank stadig knittred,
Og gjennem Natten, Slag i Slag,
Lød Stormens Tuden, Tordnens Brag.
Thorvaldsen paa sit Leje laa
Saa svag som Sivet, Stormen krysted.
Da drøned det, saa Huset rysted,
Værkstedet han i Flammer saae, —
Mens Buldret gjenlød for hans Øren,
Han bleg af Skræk sprang hen til Døren.
»Nu er det ikke Selvbedrag!
Nu maa jeg holde mig tilrede!
I Lynet raaber Herrens Vrede,
Som byder mig: Din Dom modtag!«
Mens Hjertet vildt i Spænding slaaer,
Han Døren til sit Værksted sprænger,
Splintret, forkullet Loftet hænger,
Skrækslagen han paa Tærsklen staaer, —
I Grus og Aske Alt han finder,
Kun — hvid og skjær som forhen skinner
Amor og Psyche, uberørt
Af Lynet, Herrens Haand har ført!
Mens Tordnen rulled, Lynet lued
Og knuste med dæmonisk Magt,
Stod Gruppen i sin Skjønheds Pragt
Saa stolt som den, hvem Intet kued,
Som skulde den sin Mester melde:
Hvad Herrens Lyn ej slog og sved,
Hvad Han har skaanet i sin Vælde,
Er viet ind til Evighed. —
Mesteren knæled, dybt bevæget;
Thi Uvejrsnattens vilde Vind
Bortvejred Tvivlen i hans Sind,
Og Sjælens hede Tørst blev kvæget!
Det lyned end fra Himmelranden;
Men Glimtet i den mørke Sky
Gav ham en Glorie om Panden
Som Varsel om hans Fremtids Ry. —