Nattevagt i Angst og Kummer
Holdt en Moder hos den Lille;
Nu, da træt hun faldt i Slummer,
Dødens Engel tyst og stille
Kom og tog hos Barnet Vagt
I sin hvide Silkedragt.
Lys omstraaler Englens Pande,
Hvid som Vox, hans Øjne brænder
Bag saa dybe, mørke Rande,
Og med smalle, magre Hænder
Stryger Englen Puden glat,
Hvisker blødt: »Du lille Skat!
Følg med mig! I Fryd og Gammen
Lege vi som Duer sammen!
Højt, saa højt vi vil os svinge,
Did, hvor Engleharper klinge!«
»Mo’r vist Lov ej give vil,
Og jeg er for syg dertil.«
»Kom nu! Kom, Du lille Due!
I min Favn Du sødt skal hvile,
Du skal græde ej og grue,
Du skal være glad og smile!
Vil Du ej blandt Engle smaa
For Vorherres Throne staa?«
»Mo’r vist efter mig vil lede.
Tys, hun vaagner allerede.«
»Kom, Du kjære, lille Pige!
Jesusbarnet selv Dig venter,
Paa hans Bud jeg nu Dig henter,
Og Barn Jesus bad mig sige,
Du skal vorde karsk og fro
I hans høje Himmelbo.
Skynd Dig! Sagte nu vi flygter!
Vi maa ej din Mo’r forskrække,
Let vi kunde hende vække!
Selv i Drømme Ondt hun frygter,
Hørte hun mig, blev det slemt;
Thi hun brast i Graad bestemt.«