Bygningen skuer jeg her, men med taareblændede Øjne,
Slavernes Vugge engang, nu kun vort Herredoms Grav.
Stands! Ikke videre! Helligt er Stedet, som Foden betræder.
Søn af Tatra! Du løfte højt imod Himlen dit Blik,
Eller i Egeskoven, den hjemlige, søge Du Skygge,
Den, som saa djærvt indtil nu trodsed den hærgende Tid.
Grummere tykkes end Tiden mig Mennesket dog, som saa vide
Under sit Scepter af Jern Slavias Nakke tvang ned.
Dybere saarer end Krig og værre end Lynilden rammer,
At det forblindede Had raser mod Frænder og Slægt.
Tid, som forlængst er henrundet, hvor breder Du Nat for mit Øje!
Land, Du, som kjendte vort Ry, saae og vor Skjændsel og Skam!
Ve os, fra Elbens Bred til den troløst vuggende Weichsel —
Og fra det baltiske Havs Brænding til Donau i Syd —
Hvor før den slaviske Tunge saa liflig lød over Vange,
Er den forstummet og død, jaget og kuet af Had.
Hvo har begaaet det Niddingsværk, som skriger mod Himlen,
Øvet saa djævelsk en Tvang mod det uskyldige Folk?
Skamfuld rødme Du burde, Germania, Slavernes Nabo;
Thi af din grusomme Haand førtes det dræbende Slag!
Blandt vore Fjender var Tydskeren værst, — vort Blod flød i Strømme,
Og for at dræbe os helt, udgjød han Strømme af Blæk.
Værdig til Frihed er den, som Frihed til Andre vil yde,
Træl er kun den, som har Lyst, Andre at smede i Jern,
Enten Du Haand vel og Fod eller Sproget lægger i Lænker,
Dømmes Du lige strengt, nægter Du Næsten hans Ret.
Hvo, som Throner vil styrte og Menneskers Blod vil udgyde,
Hvo, som Krigsfaklens Brand ud over Jorden har slængt,
Han har Lænker fortjent, enten Skyther han var eller Gother,
Ej den, som raaded til Ro, maned til Mildhed og Fred.
Hvor er I henne, I slaviske Stammer, som Pommerns Kilder
Eller som Saales Flod skjænked det rindende Vand?
Hvor er nu Ukrer og Wilzer og hvor de sagtmodige Serber,
Hvor vil man blot finde Spor af Obotriternes Folk?
Vide jeg sendte mit Blik over Slavias arvede Rige,
Spejded mod Øst og mod Vest Slaver jeg intetsteds fandt!
(Af Prologen til »Slávas Datter«.)