Johan Grove (1859–1917)

Saa trang var den Plads og de Mure saa graa,

Hvor han førte an sine Drenge:

Højt over dem hvælved dog Himlen sit Blaa,

Og Solen sig frem kunde trænge.

Respekt var der for ham, men Frygt ej for Bank,

Om Løjerne blev lidt forfløjne;

Thi vel stod han mellem os myndig og rank,

Men Godhed laa gjemt i hans Øjne.

Føg Pladsen med Vintersne, funklende hvid,

Og Sneboldte krydsed i Buer,

Da mærked vi grant, han tog Del i den Id,

Som ej hørte hjemme i Stuer.

Vemodigt blev Smilet, som maned vi frem

Om haardere Valplads et Minde;

Men lo vi ad Bulerne, kæmped med Klem,

Helt lyst saae vi Øjnene skinne.

Tak, gamle Inspektør, der elsked dit Land

Saa varmt, at vi greb det som Lære.

Og vid, hvor i Livet vi søgte en Mand,

Poul Dorph turde Mønsteret være!