Længst svandt den Tid, da Oldemo’er
Saae ved Pudder i Haaret,
Moucher paa Kinden og Barm bag Flor
Oldefa’er sødt bedaaret.
I Amouretternes Leding hun drog,
Let Cavalerer til Krigsfanger tog,
Trippende sirlig som Hinden;
Bag Falbeladerne Hjertet dog slog,
Hjertet dog slog — hos Kvinden.
Oldemo’ers Barnebarn mer stolt
Førte sin Krinoline,
Herrerne værdig paa Afstand holdt
Med Kejserindemine.
Dog, naar den Rette paa Frierfod gik,
Varmed som Vaarsol det mødende Blik,
Duftende Blomster bar Linden;
Viv da han vandt sig, og Lykken han fik,
Lykken han fik — hos Kvinden.
Nutidens Mø opfandt ej blot
Mangen stilfuld Frisure:
Cycler og Skier og Sejlbaad flot
Har hun sig lært at styre,
Videbegjærlig, energisk og kjæk
Staaer hun som Fælle med Manden paa Dæk,
Krydsende op imod Vinden.
Skaal for den Fagre! Drik ud i eet Træk,
Ja, i eet Træk — for Kvinden!