Godt var det, hun slap for den Anatomi!
Familien, den bad sig jo bare fri
For at koste lidt Jord til den Stakkel.
Og ellers for Lig har de Læger Trang;
Men det skete, som ved et Mirakel,
At der var for mange denne Gang.
Det er fattigt nok med den ene Krans,
Vi Fanger faaer Lov at give.
Vi veed dog, hun havde saa megen Sans
For Blomster, mens hun var ilive.
Og Kisten seer saa bedrøvelig ud ....
Om jeg døde herinde! Ak, naadige Gud,
Den eneste Tanke mig trøster,
En Grav jeg vel faaer af min Søster.