Johan Grove (1859–1917)

Sneen fyger for Østenvind

Vidt over Skov og Ager,

Taarner sig højt over Top og Tind,

Trænger i Spalter og Sprækker ind,

Tynger, saa Grenen knager.

Den standser Vejfart og fjæler Sti,

Banet i henfarne Dage.

Frugtesløst higes der mod det Fri,

Naar Sneen tungt presser Døren i

Og dækker Vindver og Tage.

Mod varme Hjerter og lyse Sind

Den sender sin Dødsens Kulde,

Den skifter Sollys med Lampeskin,

Gjør Luften kvalm som i Dødningskrin,

Som laa man alt under Mulde.

Dog mangen Snevold omsider brast

Og Fod for Fod maatte falde,

Hvor Husets Folk slutted Kjæden fast

Og brugte Skovlen i støtte Kast,

Hvor Alle virked for Alle.

Stormen suser med Hagl og Sne,

Slaaer løs med saa haarde Hænde;

Men trindt i Hytterne Hjerter le:

Vel kan Du volde os Tynge og Ve,

Engang faaer det Snefog dog Ende!