Rundt paa Egnen møder man det Skue
Af hin stolte, mørke Bakkebue,
Takket som en Krone med de ni.
Hus og Gaarde, Kirkens Taarn er lave
Mod den gamle Gruppe Kæmpegrave,
Ørnens Rede lig, saa højt, saa fri.
Oldtidsvejen sig mod Toppen strækker
Mellem Lyng, der over Knæet rækker,
Og deroppe seer man vidt omkring.
Over Fjorden Sol i Ruder glimter,
Børglum Klosters hvide Mur man skimter,
Kirketaarne myldre, som til Thing.
Sønden ud til Skovbryn Øjet flakker,
Buderup og Rold og Ræbild Bakker,
Hele Hornum Herred for din Fod;
Høvdinger de Høje her vel gjemmer, —
Mon Du selv nu Høvdingmagt fornemmer,
Mon Du bryster Dig i Overmod?
Gaard ved Gaard sin Eng og Ager breder,
Hus ved Hus langt ud paa magre Heder
Tale ærligt Arbejds Kjernesprog.
Folket røgted her sin Dont med Ære, —
Kan Du selv dit Dommeransvar bære,
Er Du selv retsindig, stærk og klog?