Imellem slanke Stammer
Fra Solnedgangen flammer
Det røde Skjær herind;
Stendyssens grønne Bregner
Et Net af Skygger tegner,
Sittrende for hver Vind.
Den gamle Apotheker har plantet Dyssen fuld
Og skabt af Sand og Stene saa grøderig en Muld.
Med Kunstnersind i Eje
Ham tvang nok Livets Veje
Til praktisk Dont og Daad;
Men bagom Slid og Trængsler
For skjulte Skjønhedslængsler
Endda han vidste Raad.
Med Træets fine Linier, med Bedets Blomsterbræm
I Byens Anlæg voxed hans Ungdoms Drømme frem.
Nu breder Græsbænk Hynder,
Nu Kilden rhythmisk nynner
Omkap med Fuglesang,
Nu Løv for Solen skygger,
Og fattig Sandbrink hygger,
Som nøgen laa engang.
Lad Trædemøllen snurre, men glem det Skjønne ej, —
Den gamle Apotheker forstod at vise Vej!