Til Lensbaronesse Vibeke Gyldenkrone-Rysensteen
født Juul-Rysensteen
født Juul-Rysensteen
Kun sjeldent møder man i Livets Vrimmel
Harmonisk føjet sammen Adelshjertet
Og Kunstnersindet med den faste Villie,
Den lyse Kløgt. Dog, naar det Møde skeer,
Da aandes frit som under solklar Himmel
Ved aaben Strand; thi Alt er klart og aabent.
Jeg staaer i Gjæld for Gjæstfrihed og Venskab,
Jeg staaer i Gjæld for skjønne Sanges Rigdom,
Saa gavmildt uddelt til Enhver, som bad.
Og kunde jeg fra Nodeskabet hente
Som De et Væld af Klang, et Brus af Toner,
En Smule Gjengjæld yded jeg helt gjerne.
Nu maa De nøjes med en Samling Vers, —
Boghylden har jeg gjennemsøgt og fundet
En broget Blanding frem, som her jeg smykker
Med Deres Navn, til Minde om en Sangkunst,
Der fryded Øret og om Hjertet greb.
Lidt Hjemligt først, saa bøhmisk Broderi,
Kinesisk Jade, smaa japanske Broncer,
Finsk Folkevævning og parisisk Nips, —
Et Virvar, hentet fra Alverdens Egne,
Men som fortæller om, hvad jeg holdt af
Og vilde smelte om i danske Former.
Giv da min Samling Plads i Deres Hjem,
Og tag den frem, naar Høstens Vinde suser,
Naar Løv, saa broget just som disse Blade,
Breder sin Farvepragt i Park og Skove,
Og Læsnings Tid er inde. JOHAN GROVE.