Marsch.
Skuer frit!
Fæst hvert Skridt
uden Hast,
men sejersfast,
vor Tids Helt har paa Baaren I strakt! — —
Uden Sværd
var hans Hær,
intet Blod
var om hans Fod,
ingen Graad ætsed Rust i hans Magt.
Som den skingrende Lur
styrted Jerikos Mur,
ramled Fordommens Brystværn til Jord
ved hans Ord;
fra Naturkløftens Skrænt
fik han Brobuen spændt
dèr, hvor Tidstankens Hær mod sit Hjem
skulde frem.
Nu har Strid
haft sin Tid,
uden Frygt
hans Aand har søgt
hos Natur-Altet Hvile og Trøst; — —
ingen Magt
faar den vakt
af dens Ro,
end ej de to
Tvillingsøskende Smerte og Lyst.
Trio.
Fodrapt gaar
Aar efter Aar,
ledtæt de fylde Tidens Øde,
slukke først
sparsomt vor Tørst,
plyndre os siden ud til Døde.
Sødt og surt, —
hæsligt og purt, —
hvo har vel vejet dem og skønnet?
Hvo har vidst,
om ham tilsidst
Livet har tugtet eller lønnet.
Lykkerig
den, som en Flig
fik af Naturens Gaade hævet,
hver, som har,
over dens Svar;
glemt hvad hans Egenvilje kræved.
Hellig Stund!
Drifternes Blund!
Tien af Selviskhedens Røster! —
naade-smilt
den, der har hvilt
afvant ved Moderaltets Bryster.
Fodrapt gaar
Aar efter Aar,
Liv slides op af deres Saaler.
Den, der ej
leved for sig,
bliver i Helheds-Livets Straaler.
Marsch.
Var den trang
eders Gang?
var den svar
den Vægt, I bar? —
Vort Aarhundred paa Baaren er strakt! — —
sejerstræt,
smertemæt,
led af Lyst, —
ved Sønnens Bryst
det sit Hoved til Hvile har lagt.
Skuer frit,
fæst hvert Skridt
uden Hast,
men sejersfast,
skønt vor Stolthed til Graven I bær! — —
Lyt! et Kog
bag jert Tog,
i jert Spor
et Genlydskor —
det er Drønet af Fremtidens Hær.