Vi har kendt ham; han kaldte os Venner;
saa mindelig Ordet klang;
vidunderligt nu, da hans Læbe
har sagt det for sidste Gang.
Hans Liv var en Del af vort eget;
og nu, da dets Lys gik bort,
det lever sin Aftenrøde
en Stund, til det slukkes med vort.
Hans Navn, der flakker saa vide
om Verden fra Pol til Pol
og sanker Had og Begejstring,
et legemløst Tanke-Symbol, —
det vækker hos os, saa ofte
dets Tone rører os dybt,
sit eneste Billed-Legem
til Liv fra en Hjærne-Krypt.
Mens end det glimted med sluknende
Skær af hans Farfaders Ry,
vi vidste, at han vilde tænde
det tusindfold lyst paany.
Da hans Aand for Verden var dunkel,
var vi lyse alt af dens Glans,
før hans Tanker var kendte af andre,
havde vor Aand tænkt dem med hans.
Vi saà ham beskeden og stille,
mens Verden var delt om hans Navn,
fredsommelig, medens hans Tanke
blev Stridens tændende Bavn.
Vi saà ham utrættet brydes
med Sygdommens senede Tag
og flyve med smerte-stækkede
Vinger sin Flugt hver Dag —
og stige saa højt, at han drukned
al Svaghed, hvert Lidelses-Stik
i Naturens svimlende Dybder,
der sløred sig af for hans Blik.
Vi har snakket med ham og spøget,
naar hans korte Dagværk var endt,
ved Kaminens fortrolige Luer
paa Down i det bakkede Kent.
Hans Smil bor end i vort Øje,
og hans Røst i vort Øres Fold,
vor varme Haandflade gemmer
paa Trykket af hans, der blev kold.
Vi har kendt ham; vi var hans Venner!
Hvad der kun er et Navn for jer,
er en Del af vort Liv, som blev skrinlagt,
som var og som aldrig mer er.