Ensom vandrer jeg her i Nattens den festlige Stille,
Mens den gyldene Luth toner veemodige Sang.
Tiden har hyllet i Glemsel de svundene blidere Dage,
Mindets smilende Drøm løfter det hellige Slør.
Salige Fryd! min Barndom atter jeg skuer,
Længselfuld dvæler min Siæl ved den hensvundene Tid.
Roser jeg fandt paa min Vej, af Glæde svulmed’ mit Hierte,
Og om hvert mine Trin slyngede Uskyld sin Krands.
Sorgfri i Lunden jeg gik og hørte Smaafuglene synge,
Mens den rødmende Sol dadled’ bag vestlige Høj.
O! da saa inderlig varm mod Himlen sig hæved’ mit Hierte,
Blussende knæled’ jeg ned for den skjønne Natur.
Dalen hørte min Sang, den lød fra de barnlige Læber.
Løst fra jordiske Baand svæved’ mod Himlen min Aand,
Gud jeg skued’ i Blomsten, i Blomsten min Andagt jeg læste,
Mens den milde Sefyr spøgte om barnlige Lok.
Naar ved Aften jeg saae paa Himlens mørkhvælvede Bue
Nattens tindrende Lys funkle i tusindfold Glands:
O! da tændte dens Straale en ukjendt Ild i mit Hierte,
Zittrende knæled’ jeg ned, aned’ mig nærmere Gud.
Skabningens Lovsang jeg hørte i Sfærens harmoniske Samklang,
Og i Løvets Susen hørte jeg Englernes Røst. —
Salige Tid, du er svunden! gjennem Taarer dit Minde jeg skuer,
Og dens smilende Krands slynger om Harpen sig mildt.
Mulm omgiver min Vej, dog, som en blinkende Stjerne,
Haab om et bedre Liv tryller mit sorgfulde Bryst.
End med barnlig Fryd ved Naturens fortryllende Scener
Dvæler min Siæl, svinger mod Himlen sig op.
End med sin Blomsterarm mig Fantasien omslynger,
Og i dens venlige Favn glemmer jeg jordiske Sorg.
Den skal lede mit Blik hen i en skjønnere Fremtid,
Thi kun ved Gravens Bred slukkes dens hellige Blus.