Nikolai Nathan Fürst (1779–1857)

Har du ei stundom fornummet i Aftenens hellige Stille,

Naar i Lunden du sad, fra det Fierne en vemodsfuld Røst?

Da var det min. Ak Ida! nu eensom jeg vandrer

I den hellige Bogskov, den kun hører mit Qvad. —

Sølversløret Maanen sig hæver, den seer mine Taarer,

Fordum saae den mig glad, da, Elskte, du end var mig nær.

    Ida da fra mig du drog, en Rose til Minde du rakte

Mig; men ahned’ du ei, at Blomster henvisne saa snart? —

Ja den er visnet! kun Tornen jeg haver tilbage,

Sorgfuld stirrer jeg hen paa dens halvisnede Liig.

Ida! hvo veed? om ei snart, med Sorgens hellige Taarer

Du vil væde den Blomst, som vist du strøer paa min Grav!

Stundom du ynded’ den unge Sanger, slyng om hans Lyra,

Naar den toner ei meer, Kiermindens den venlige Krands.