Trindt om os lyder englemild
Naturens Røst: bortsørg ei Livets Dage, :|:
paa Taarer ei dets Øieblikke spild,
viid: selv Enhver er Skaber af sin Plage.
Hvert Dit Fjed med Glædens Roser strø,
før du fra Venskab, Kys og Spøg maa døe. :|:
Hvo fandt engang en trofast Ven,
og jubled ei: hvad er som Venskabs Kjæder! :|:
Hvo synker i sin Piges Arme hen,
og drømmer ei om Evighedens Glæder!
Hvert Dit Fjed med Glædens Roser strø,
før Du fra Venskab, Kys, og Spøg maa døe. :|:
Paa hvert et Skridt af Livets Vei
en Blomst saa skjøn, saa nys udsprungen smiler, :|:
pluk den i Dag, i Morgen er den ei;
dens Blomstertid, som din umærket iler.
Hvert Dit Fjed med Glædens Roser strø,
før Du fra Venskab, Kys og Spøg maa døe. :|:
Snart Ven! Du skal ved Maalet staae,
snart Graven skal Din Fryd og Veemod gjemme; :|:
kun den skal kjæk dens mørke Bane gaae,
som qvalte ei hos sig Naturens Stemme
Hvert Dit Fjed med Glædens Roser strø,
før Du fra Venskab, Kys, og Spøg maa døe. :|:
Frankenau.