Til Minna
(i Høsten.)
(i Høsten.)
Minna! Stormen hviner, Løvet falder,
Over Havet Svalen drager bort;
Alt Naturen til sin Hvile kalder,
Engen falmer, Dagen vorder kort;
O! forlad de nøgne Agre, Pige!
Luk dit Øie for Naturens Død!
Iil til Staden, Glæder uden Lige
Vente dig i Venskabs hulde Skiød.
Eller Minna! ønsker du at drage
Til de varme Sydens Lande hen?
Hvor ei Hagel, Riim og korte Dage
Snee og Taager skrække Landets Ven:
Hvor en skyefrie, herlig Morgenrøde
Stedse varsler om en yndig Dag;
Hvor, naar Vestens Aftenskyer gløde
Nattergalen slaaer sit kielne Slag.
Minna! nei, en evig Sommer kieder;
Vintren, skiønt den falder mørk og suur,
Kiærlig jo i Venners Favn os leder,
Siig! mon Som’ren bedre Glæder har?
Venskab os en varig Sommer skienker,
Minna! kom og nyd dens blide Fryd;
Snart maaskee skal Amors bløde Lænker
Bedre lønne din saa sieldne Dyd.
Frankenau.