Europa
en Idyl af Moschus,
en Idyl af Moschus,
oversat af N. Fogtmann.
oversat af N. Fogtmann.
Kypris sendte engang en listig Drøm til Europa.
Det var i Nattens tredie Deel, nær dæmrende Morgen,
Da som Honningen sød end Søvnen sidder paa Øiet,
Løsende Lemmerne, blidt den binder vort Syn med sit Bindsel.
Da og ufeilbare Drømme i Flok omvanke paa Jorden.
Alt paa den Tid i dybeste Søvn i Høielofts Sale
Laae Europa, end Mø, en Datter af Konningen Phønix:
Tvende Fastlande hun saae; de strede begge om hende,
Asia og det modsatte Land. Som Qvinder vare de skabte,
Fremmed var den enes Gestalt; den anden en Indfødt
Syntes liig, og favnede hende saa ømt som en Datter.
Selv, hun sagde, jeg hende har født, jeg hende har ammet;
Men den anden med voldsom Magt og med vældige Hænder
Hende, som ei var uvillig, drog; thi hun sagde: beskikket
Har den ægideførende Zeus mig Europa til Gave.
Hun nu foer op af den redede Seng og frygtede saare:
Hiertet bævede stærkt; thi Drømmen tyktes et sandt Syn.
Længe hun sad og tiede qvær; men Qvinderne begge
Svævede end en Stund for hendes alt aabnede Øine.
Seent og med Frygt omsider den Mø opløfter sin Stemme:
Hvo af de Himmelske har tilsendt mig saadanne Syner?
Hvilken Drøm har mig paa min redede Seng udi Salen,
Da jeg slumred saa sødt og dybt, saa saare forfærdet?
Hvo var den fremmede Qvinde vel, som jeg skued i Søvne?
Hvilken Længsel mit Hierte betog efter hende, o! hvor hun
Huldt mig holdt udi Favn og saae paa mig som en Datter!
Salige Guder! udtyder mig dog min Drøm til det Gode!
Talende saa, sprang hun op og søgte de kiære Veninder,
Lige i Væxt, i Aar og i Sind, af ædle Forældre.
Disse hun altid legede med, naar hun vandred til Dandsen,
Eller hun brugte det muntrende Bad udi Flodernes Munding,
Eller og plukte i Eng den yndigt duftende Lilie.
Nu de viste sig snar; og alle de havde i Haanden
Hver sin Blomsterkurv: de gik til de grønnende Enge
Langs med Havets Strand, hvor de altid i Skarer kom sammen,
Frydende sig ved Rosernes Væxt og Bølgernes Susen.
Selv bar Europa en gylden Kurv, ret værd at beskue:
Underlig skiøn den var, et ypperligt Værk af Hephaistos.
Denne han fordum Libya gav, da hun til Poseidon
Steg udi Seng, hun igien skiøn Telephaesse den skienkte;
Thi de vare af fælles Blod; og Møen Europa
Fik den berømte Skat af Modren Telephaessa.
Mangt et skinnende Billed med Konst paa den var udgravet:
Der var dannet af Guld Io, Kong Inachus’ Datter,
Da hun endnu var en Ko og Qvindeskabning ei havde:
Vankende om paa sin Fod hun betraadte den bølgende Saltvei,
Saaes en Svømmende liig; men blaaligt var Havet afbildet.
Tvende Mænd der stode saa høit paa Brynet af Stranden,
Haand i Haand, og besaae den paa Havet omvankende Qvæ.
Der var og Zeus, som blidt med sine guddom’lige Hænder
Klapped inachiske Ko, som han ved syvstrømmede Nilflod
Fra skiønhornet Qvie igien til en Qvinde forvandlede.
Nilen flød som en Sølverstrøm, af Kobber var Koen,
Og i det funklende Guld saaes Zeus at være afbildet.
Men paa den rundede Blomsterkurv tæt nedenfor Krandsen
Hermes afbildet stod; udstrakt ved hans Side paa Jorden
Argos laae, udrustet med Øine, som kiendte ei Søvnen.
Da han var dræbt, af hans Purpurblod en Fugl monne opstaae,
Som sig brystede stolt af Vingernes blomstrende Farver.
Den udfolded sin Stiert, liig hurtig henfarende Skibe,
Og bedækked Guldkurvens Rand med udbildede Fiedre.
Saadan en Blomsterkurv bar da den skiønne Europa.
Da nu Pigerne vandrede ind paa de blomstrige Enge,
Alt ved forskiellige Blomster de sig forlysted i Sindet.
Denne Narcissen med yndig Duft og hiin Hyacinthen
Plukkede, een Violen, en anden Serpyllon: til Jorden
Flokkeviis Blade nedfaldt paa de rigt udsmykkede Enge.
Og saa det guldgule Haar de Andre af duftende Safran
Plukked om Kap; men midt blandt dem stod Konningens Datter,
Sankende med sin Haand de purpurluende Roser,
Som i Chariternes Chor selv Aphrogeneia fremstraaler.
Men ei længe hun skulde sit Sind med de Blomster forlyste,
Og ei længe bevare uløst jomfruelige Bælte;
Thi Kroniden, da hende han saae, blev saaret i Hiertet,
Truffen uventet han blev af Kypris’s mægtige Pile,
Hvilken ene formaaer selv vældige Zeus at betvinge.
Han, for at undgaae Had af den altid skinsyge Here,
Og for at skuffe ved List den Jomfrues barnlige Hierte,
Skiulte sin Guddom, skiftede Skabning og blev til en Qvæ.
Ikke en saadan, som fores paa Stald, ei heller en saadan,
Som i Aag for den krummede Plov maa Furerne skære,
Ikke en saadan, som græsser paa Mark, ei heller en saadan,
Som man spænder for Vogn til vægtige Byrder at slæbe.
Nei! hans øvrige Krop var guul som Blomster af Safran;
Men en sølvklar Kreds fremskinnede midt i hans Pande.
Begge hans Øine var blaa, og begge de luede Elskov;
Og et Par eensdannede Horn fremsteg fra hans Isse,
Liig halvcirklede Rand af Maanens hornede Bue.
Saa til Engen han kom. De Jomfruer frygtede ikke,
Da han sig viste for dem; men nærmere vilde de gange:
Hver vilde klappe den yndige Tyr, hvis ambrosiske Vellugt,
Fiernt endog, overvandt de krydrede Dufte af Engen.
Han nedkastede sig for Europas uskyldige Fødder,
Slikkede ømt hendes Hals og kielede venligt for Pigen.
Hun den klappede huldt, og sagte med Haanden hun bortstrøg
Fraaden fra dens skummende Mund og kyssede Tyren.
Men han bøged honningsødt, man troede at høre
Den mygdoniske Fløite udaande de lifligste Toner.
Ned for Jomfruens Fod han knæled og saae paa Europa,
Bøied sin Hals, og sin Ryg han viste hende udbredet.
Da hun talede saa til de Møer med bølgende Lokker:
Legesøstre, Veninder! kommer herhid, at vi kunne
Fryde os ved at sidde paa Tyren; thi visselig kan den,
Som den har bredet sin Ryg, liig et Skib, os alle modtage.
Venlig den er at skue og yndig: de øvrige Tyre
Ikke den ligner, men vist er dens Sind, alt ligesom Mandens,
Heel sagtmodigt og blidt, og allene den mangler hans Stemme.
Talende saa, med et Smiil hun sig satte paa Ryggen af Tyren.
Dette de andre og vilde; men flux mon Tyren sig reise;
Han havde vundet sit Rov og ilede hurtig til Havet.
Da hun vendte sig om og kaldte de kiære Veninder;
Haanden rakte hun frem; men naae hende kunde de ikke.
Bort over Stranden han foer og svømmede ret som en Delphin.
Dukkende op af Havets Skiød Nereiderne saae man
Vandre i Rad og sidde paa Ryg af de mægtige Hvaler.
Og Jordrysteren selv, hiin vældige Buldrer paa Havet,
Jævnede Bølgernes Top og ledte paa saltvaade Veie
Villig Broderens Fart; men trindt sig flokkedes om ham
Tritons Sønner, som boe i Havets de dybeste Strømme,
Og de blæste en Bryllups-Sang i de lange Basuner.
Hun paa Zeus’s Tyreryg sad og holdt med den ene
Haand sig ved Tyrens fremstaaende Horn og greb med den anden
Folderne af sin bølgende Dragt, saa den slæbende Bræmme
Vædet ei blev af det voldsomme Havs hvidt skummende Vande.
Bugnende hang det flagrende Slør paa Jomfruens Skuldre,
Og liigt Skibenes Seil det fremad skyndte Europa.
Da hun alt i det Fierne var langt fra de fædrene Egne,
Øinede ingen Kyst og ingen fremkneisende Bierge,
Over sig havde kun Luft, og under sig maalløse Have,
Skued hun rundt omkring og hævede Stemmen saalunde:
Gudlige Tyr! hvor føres jeg hen? hvo er du? hvi vandrer
Du med møisomme Skridt den Vei, og ikke for Havet
Ræddes, endskiøndt paa Sø kun for hurtig seilende Skibe
Gangen er let; men Tyrene skiælve for saltvaade Veie?
Hvilken behagelig Drik, hvad Spise vel giver dig Havet?
Eller er du en Gud, hvi giør du, hvad Guder ei sømmer?
Aldrig man saae dog Havets Delphiner paa Jord eller Tyre
Vandre paa Sø; men du paa Landet og hen over Søen
Farer med uvædet Fod og Kloverne ere dig Aarer.
Snart maaskee du hæver dig høit mod den blaalige Himmel
Og vil opflyve i Luft alt ligesom hurtige Fugle.
Vee mig! hvor min Ulykke er stor, da jeg har min Faders
Vaaning forladt og til denne Tyr mig villig betroet.
Uvant farer jeg nu paa Sø og vandrer allene.
Kom mig gunstig imøde! thi dig jeg haaber at skue
Som min Fører, der jævner mig denne min Fart over Bølgen:
Ei uden Hielp af en Gud jeg betræder de vandige Veie.
Dette hun sagde. Saa talede da bredhornede Qvæ:
Jomfru, vær trøstig og frygt kun ei de svulmende Vover!
Zeus er jeg, kun nærved en Tyr jeg synes at ligne;
Thi saa stor er min Magt: hvad jeg vil, kan jeg synes at være.
Kiærlighed drev mig til at udmaale Havenes Vide,
Skiult i Tyregestalt: ret snart modtager dig Kreta,
Hvilket ogsaa opfostrede mig; der holde vi Bryllup,
Og du skal vorde ved mig en Moder til herlige Sønner.
Alle de kongeligt Spiir blandt Jordens Sønner skal bære.
Saa han talte. Da skete det Alt, som han sagde; thi Kreta
Viste sig strax, og Zeus igien forandred sin Skabning;
Jomfruens Bælte blev løst. Horaerne redede Leiet;
Og ret nylig en Mø, nu Zeus’s Brud var Europa.
Ogsaa Sønner fødte hun Zeus og snart blev hun Moder.