Min Fryd den er saa lille, min Sorg den er saa stor;
Mit Hjerte er som tynget af tre Skuffer Jord.
Mit Hjerte saa betynget dog finder ingen Ro,
Thi Graven er ei gravet end, hvor det saa trygt skal boe.
Hvor er den Glædens lyse, den underfulde Tid,
Da Livets Sol sig hæver saa straalende og blid,
Da første Nyheds Morgendug i Glands indhyller Alt,
Og Livet er et Eventyr, nu første Gang fortalt?
Hvor er, o svale Dæmring, din Aftens sidste Stund,
Da Døden selv saa stille mig dysse skal i Blund
Og lægge mig i Fredens Arm og ved dens hulde Bryst,
Mens Haabet hvisker sagtelig om Salighedens Lyst.
Nu staaer jeg midt imellem og er saa mat og svag;
Dog veed jeg, den vil ende, den sommerhede Dag.
Og naar jeg tjener trofast kun, hvor eensom jeg er sat,
Saa venter mig en Hvile sød i Gravens dybe Nat.
Saa venter mig den bedste, den evige Trøst,
Naar jeg engang skal høre min Herres milde Røst:
„Du stakkels syndige Skabning, kom, thi dog du var mig kjær;
Blev du paa Jord en Fremmed kun, saa vær du hjemme her.”
