Saa vidt sig strækker det salte Hav;
paa Bunden Havkongen boer.
Han sidder saa mørk i sit Slot af Rav;
hans Datter, den Eneste, Lykken ham gav,
forvolder ham Sorrig stor.
Med bøiet Hoved hun for ham staaer,
fastpressede Hænder smaa.
Til Gulvet hænger det lange Haar.
Den blinkende Hale saa sagte slaaer
i Sandet, som vilde den gaae.
„Du kjender vor Skjæbne. Et Aar Du kan
som Menneske boe paa Jord.
Vil da han Dig følge i dybe Strand,
han bliver som jeg en Havets Mand,
og Jer Kjærlighedslykke stor.
Men holder hans Menneskeseighed Stik,
da bliver Din Lod saa haard.
Den lede Skikkelse, som Du fik,
Du slipper ei, og er Skræk for hvert Blik;
Du her som Trælkvinde gaaer.
Thi vogt Dig vel. Du selv har jo sagt,
at alt han en Fæstemø har.“ —
„O Fader! En Skat har jeg hende bragt,
og nu hun viser ham kun Foragt.
En Anden i Hjertet hun bar.“
„Men husk: Om en Dag kun forsilde Du kom,
da rammer ham bittreste Død.“ —
„O Fader! Vi vente knap Aaret om!
Jeg fanger ham nok! Tal aldrig om Dom!
Jeg faaer ham. Det har ingen Nød.“
Saa bares af Bølgernes Hænder hun
op til den tangbrune Strand.
Med Halen i Vandet hun faldt i Blund,
men vaagned i tidligste Morgenstund,
den deiligste Kvinde paa Land.
Hun laae der kun i sin lille Særk.
Hun spredte sit Haar derom.
„En underlig Verden. Nu til mit Værk.
Vær snild, min Aand, som min Elskov er stærk!
O Lykke! Til Hjælp mig kom.“
Saa sad hun som fattigt Barn ved hans Dør,
skibbruden og kummerlig frelst.
Han tog hende ind; hun blive der tør;
men videre ei han om hende spør.
I Ensomhed grubled han helst.
Hun feied hans Gulv, hun laved hans Mad,
hun pusled og hæged om Alt.
Men tidt hun, naar Aftenen graanede, sad
i Krogen og nynned et sorgfuldt Qvad.
Det var ham som Duggen, der faldt.
Hun glemmer sig selv, og med fuldeste Magt
de fængslende Toner frembrød.
Han studser. Med Øiet paa angstfuld Vagt
hun stammer; „Tilgiv — det var ei min Agt —“
„Syng, Barn! Det vidunderligt lød.“
Han lyttede ofte. Han tænkte iblandt:
„Det Barn har en elskelig Sjæl.
Hun svigter vist Ingen.“ Og Tiden henrandt,
mens, lønlig fornyet, hans Hjerte forvandt
hver Sorg over bortflygtet Held.
I Skoven nu knoppes hver Busk og Gren;
og mylrende for hans Fod
fremspire de Blomster. Han bryder en
til Barnet, men standser som tryllet til Sten:
For den deiligste Kvinde han stod.
Hun tav, og han tigged. Hun bæved af Lyst,
mens til Jorden hun kæmpende saae.
Om nu hun ham fristed? Hun sukker saa tyst —
da ligger hun fasttrykket tæt til hans Bryst.
Ak nei! Det vente vel maa.
Hun stod som hans Brud for den signende Præst.
Hun tænkte: Se, nu er han Min.
Nu tør jeg vel tale. Jeg lokked ham bedst
idag vist. Men blev det nu Skilsmissens Fest?
Nei! Endnu er Lykken dog min.
Hun sad som lyksaligste Ægteviv.
Saa underligt blev hendes Sind.
Det var, som følte hun dobbelt Liv,
som hørte hun udtalt et Skabelsens: Bliv.
Hun rødmed og blegned om Kind.
Det lysner saa svagt for hendes Blik,
det rører sig dybt i Bryst.
Da gaaer gjennem Hjertet et blodigt Stik:
Imorgen udrinder det Tidsrum, hun fik,
og med det maaskee hendes Lyst.
Hun fører sin Husbond til blinkende Strand
og spørger med fremtvungen Skjemt:
„Og om Du nu her skulde vælge paastand
Mig — eller det drømte Himmelens Land —
hvem af de To blev da glemt?“
Han smiler i Lykkens saligste Ro:
„Vel mig, at Dit Spørgsmaal er Leg.
Jeg frygter, jeg svigted min Gud og min Tro,
at jeg tabte min Sjæl og den evige Ro,
før mit Kjærlighedsløfte jeg sveg.“ —
Med Hovedet lænet tæt til hans Bryst
hun længe som drømmende staaer.
Saa vandre de hjemad. Endnu er det lyst.
„Den sidste Aften“, hun sukker saa tyst,
mens Hjertet dødsstille slaaer.
Ved første, graalyse Morgengry
hun knæler alt for hans Seng.
For Sol sig hæver, maa bort hun flye
fra Elskovs Lyst, fra Lyksaligheds Ly,
fra sin Himmel, til Hevndommen streng.
Ei meer tør hun tøve. Mod Lagnets Søm
hun trykker den bævende Mund.
Saa iler vild, som i Feberdrøm,
hun ned mod Havets brusende Strøm
og synker til dybe Bund. —
Han søger Hustruen først med Smil;
hans Sind er solklart og let.
Dog snart han rammes af Angstens Pil
og farer omkring med Vanvids Ild,
til han segner, til Døden træt.
Han tøver paa Stedet saa rum en Tid.
Han drager til fremmede Land.
I skumleste Nat og ved Dagen blid
saa fjernt og saa nær han søger med Flid.
Men Spor ei finde han kan.
Tilsidst han kom, en forgræmmet Mand,
tilbage til Fædrenebo.
Hans Hus var øde, udyrket hans Land,
ja selv den skvulpende Baad ved Strand
laae aflægs i dovnende Ro.
Han heiser sit Seil, han knuger sit Ror:
„End engang vi prøve den Fart.
Og gaae vi tilbunds, er ei Ulykken stor;
saa bortskylles Støvet fra mugnende Jord,
og Alting er klappet og klart.“
Mod Aften han hviler af Kampen træt;
han stirrer i Bølgerne ned.
Før svulmed de mægtigt, nu kruses de let,
men alt som han stirrer paa Krusningens Net,
det løses til fuldeste Fred.
Saa klart og saa stille. Til dybest Grund
hans rolige Blik nu naaer.
Der sidder en Kvinde med Taalmodsmund
og sænket Øie; saa langsomt hun
omdreier Kværnen, der staaer.
Men tæt ved hende en Dreng saa trind
snoer Tømmer af hendes Haar.
Tre gamle Havkvinder styrte ind.
De ruske i Drengen, de slaae hendes Kind,
mens man seer, hvordan Mundene gaaer.
Hun hæver de sorgfulde Øines Blaa
som til den øverste Gud.
Men vildt han skriger: Sin Hustru han saae,
saae hende mishandlet af Hænder raa,
og hurtigt han styrted sig ud.
Han vaagnede hos sit Barn og sin Viv,
han vaagned til himmelsk Lyst.
Vel førte de Begge et trælsomt Liv,
tidt maatte han skjules bag saltstride Siv,
men Elskov var rigeste Trøst.
Utalte Dage leve de saa,
da mørknes paa Havets Bund.
Is lukker for Bølgen. Ei Himlen blaa
kan dæmre igjennem, men Lamper smaa
er tændt i Korallernes Lund.
En Aften udslukkes det fjerne Skjær,
og fjerntfra høre de Skrig.
„Hvad er det?“ — „Julen! Hvert Menneske kjær,
udbreder den Sorg kun og Rædsel her.
Hver er som et levende Lig.“
Hvor sælsomt! Han favner sit Barn og sin Viv.
„Vi Tre høre hjemme paa Jord.“
Da seer han en Stige, saa svai som et Siv;
den strækker sig opad, den lover ham Liv.
Op peger han, uden et Ord.
Med Drengen i Favn og med Kvinden ved Haand
han klavrer ad himmelvendt Bro.
Det gled og det glipped. Men fast var hans Aand
og smidigt hans Legem som natgamle Vaand.
Hun fulgte i hengiven Tro.
Op kom de. Den favntykke Isskorpe brast.
Paa gnistrende Flade de staae.
I saligste Uro, foruden Rast
nedtindre de Stjerner, men straalende fast
staaer en stor, mellem alle de smaa.
„Se Julestjernen!“ Med oprakt Arm
han synker paa Knæ, mens hun
med Hænderne korslagt over sin Barm
sig dybere bøier med Tak saa varm
mod dens Gjenskjær fra blinkende Bund.
Paa Kysten kneiser en Kirke god,
der brændte vel hundrede Lys.
Tom var den, men Døren halvaaben stod,
og ind de traadte paa varlig Fod
opfyldte af helligt Gys.
Med Drengen staaer han. Hun knæler ned,
dybtbøiet, med Sjælen fuld.
I Skjul under Haaret faldt Taaren hed,
til Draabesøen som Strøm hengled
ad Kirkens stenflisede Gulv.
Og Drengen han christned. En Draabe da
paa Havfruen trillede ned.
Det klang gjennem Kirken. Høit tonede fra
dens Hvælving et saligt Halleluja,
som hendøde i himmelske Fred. —
Hun levede end en Tid saa lang
i Lykke og Kjærlighed stor.
Men aldrig mere paa Jorden hun sang.
Hun kunde kun lytte; i Hjertet det klang,
saa stille som Englenes Chor.