De sagde, jeg var som Guld saa god,
kun med lidt heftigt Sind.
De roste mig, hvor jeg gik og stod,
og smilte kun, naar det vilde Blod
pludseligt farved min Kind.
De elsked mig Alle, hvorfor veed Gud;
forgjæves jeg speider om Grund.
Fra Vuggen og til jeg tidligt stod Brud,
jeg hørte kun Kjærligheds bønlige Bud.
Det dyssed min Vildskab i Blund.
Og Han var langmodig og øm og mild;
hans Lige ei fandtes paa Jord.
Fem Børn jeg ham fødte. End et kom til.
Det lignede mig, med Blodets Ild;
det voldte mig Marter stor.
Jeg veed ikke selv; men bestandig han skreg
og trivdes dog prægtigt derved.
Saasnart jeg et Skridt kun fra Vuggen veg,
naar Søvnen sig over mit Øielaag sneg,
han vaagned — og endt var min Fred.
De priste min Taalmod, og selv jeg fandt
imellem, at den var stor.
Alt fastere det mig til Barnet bandt;
hvert Smil af ham var en Seir, jeg vandt:
Han smilte jo kun til Moer.
En Nat da var jeg saa dødsens træt,
men dobbelt just Drengen skreg.
Jeg bød ham Brystet, men han var mæt.
Jeg pusled om ham og vuggede let,
mens til Vanvid min Søvntrang steg.
Mit Øie sank til, men han vaagnede vred;
da brast min Taalmodigheds Traad.
Vildt vuggede Haanden. Mit Hoved sank ned
paa Puden. Snart sov jeg i dybeste Fred
ved den end selvgyngende Baad.
Jeg reiste mig brat ved en Lyd saa sær;
jeg grebes af Morgenens Kuld.
Daggryet kæmped med Lampens Skjær.
I Vuggen laae Drengen blaafrossen her,
og Pude og Lagen paa Gulv.
Nu skreg han ei mere; han peb kun saa smaat.
Tre Dage han laae i mit Skjød.
Da rysted ham Krampen; hans Ansigt blev blaat.
De sagde mig, Gud havde gjort det saa godt.
Men jeg saae, at Drengen var død.
Paa Kirkegaarden er redt en Seng,
der vugges ei Dynen af.
Der sover min lille, min elskede Dreng.
Men i mit Hjerte der brast en Streng:
Jeg graved hans tidlige Grav.