Og dersom nu en Stjerne sank
til os fra Himlen ned,
hvor faldt den vel, saa klar og blank,
hvor valgte den sit Sted?
Mon den igjennem klare Luft
skjod ned i mørken Muld
og spired op med liflig Duft
en Blomst, saa underfuld?
Mon den i Fuglens Rede fandt
et stakket Ly og svang
sig vinget op, naar Sol oprandt,
med aldrig hørte Sang?
Mon den sank ned i sølvblaa Hav
og blev en Perle ren,
saa kostelig, at Kongen gav
for den hver Ædelsten?
O nei! Den kom, useet og tyst,
til Støvets faldne Søn
og gjemte sig i sorgfuldt Bryst
og blev en ydmyg Bøn.
Og blev en Længsel, stærk og stor,
der sprængte Syndens Baand,
et Forsæt, der opsvang fra Jord
den dybtnedtrykte Aand.
Og hvilte der med stille Magt,
imens han Kampen stred,
og dulgte der sin Straalepragt,
mens han mod Maalet skred.
Men med hans sidste Suk den foer
— et saligt Stjerneskud —
mod Himlen op fra dunkle Jord
og bar hans Sjæl til Gud.