Hun var langt over Ungdoms Aar,
og hvast var hendes Sind.
Det var som Hybenrosens Hæk
i Vintrens skarpe Vind.
Men aldrig havde og hun staaet
i Sommerdragt, som den,
for hende hver en Livets Blomst
som Knup var visnet hen.
Hun voxed op som Pleiebarn,
og der blev godt betalt.
Hun i saa pæn en Skole gik
og nemmed hurtig Alt.
Hun mærked sig saa mangt et Vink,
da svulmed Haabets Elv.
Da hun blev confirmeert, det hed:
Sørg nu Du for Dig selv.
Saa tjente hun. Skjøndt hun var flink,
hun skiftede dog tidt.
Hun passed ei blandt Folk. Der var
for Meget og for Lidt.
Hun vidste, hendes Faders Plads
var tidt ved Kongens Bord.
Hun vidste, hendes Moder sov
i Sognets Fattigjord.
Hun gik engang om Condition,
hun stod for Fruen snild.
Da var det hendes Søster, som
ei aned, hun var til.
Tilsidst hun til et Herskab kom,
det var nær Rungstedgaard.
En Frue med to Døttre kun,
der tjente hun et Aar.
Hun blev der et, hun blev der to,
hun blev der vel en Snes.
Hun tjente tro, behersked snart
saa strengt den lille Kreds.
Hun tjente, som det sjeldent sees.
Hun fandt jo der et Hjem.
De taalte Alt. De vidste, hun
i Døden gik for dem.
Dog var hun dem et Huskors svært.
Men imod En hun kun
var god og næsten altfor øm:
Den Ene var en Hund.
For lang Tid siden kom iblandt
en Slagter der med Kjød.
Han hviskede til Pigen tidt,
da blussed Kinden rød.
Hun klapped Hesten for hans Vogn,
hun fored Hunden mild.
Hun satte Manden selv tilbord
ved lune Kjøkkenild.
Medet han borte blev. Men hun
beholdt den lodne Hund.
Forgjæves søgte Husets Folk
at gjætte Sagens Grund.
Hun tav. Og Dag og Aar gik hen;
en Række. Hunden nu
blev gammel, syg og styg og fæl;
den var Enhver en Gru.
Hun saae, hvad nænsom halv og halv
forknyt man mildt fortav.
Hun trykked Hunden til sit Bryst:
„Snart aabner sig Din Grav.“
En Morgen, kort før Solen steg,
hun med sin gamle Hund
med uvant Haand roer ene ud
paa blanke Øresund.
Hun tager Aaren ind, og nu
hun sysler med sit Værk.
Et Fiskernet hun knyttet har
af Traaden, tyk og stærk.
Hun vikler det om Hunden fast;
den knurrer kun saa smaat.
I Hjørnet binder hun en Sten,
som ret kan tynge godt.
Sin Psalmebog med Gyldensnit
hun tager stille frem.
„Du fulgte mig i Kirken tidt,
følg Du min Ven nu hjem.
Du fulgte mig i Ungdoms Aar,
Du siden gjemtes hen.
Naar I tilbunds nu Begge gaaer,
vi sees ei meer igjen.“
Hun tager frem en Perlesnor,
et Hjerte hænger ved.
„Du fandt ei Fred paa vide Jord;
find nu i Havet Fred.“
Og af sit Øre tager hun
en Slangering saa glat.
„Jeg fik den i saa glad en Stund;
det var min Barndoms Skat.“
Snart er det Hele pakket til,
og sorrigknuget hun
nu trykker Hunden til sit Bryst
og sin fortrukne Mund.
Den blinker dorsk og snøfter qvalt
med tyktomtaaget Aand,
mens gjennem Maskerne den dog
vil slikke hendes Haand.
Da vælter hun den med et Skrig
ud over Baadens Rand
og synker ned paa Bunden, mens
den sank i dybe Vand.
Men da hun atter reiste sig,
ei mindste Spor hun saae;
kun Morgensolens Himmelglands,
som over Vandet laae.
Hun styrer Baaden taus til Land,
og taus hun vandrer hjem.
Der speider Hver, men Ingen spør,
hvor Hunden er igjem.
Men dobbelt stiv og dobbelt hvas
hun nu iblandt dem gaaer.
For deres Skyld fik Hjertet jo
det sidste, dybe Saar.