Der var engang et Ægtepar, som sad sammen paa deres Sølvbryllupsdag og saae tilbage paa de henrundne Aar. De var gaaet i Fred og Kjærlighed; Lykken havde fulgt dem i alle Foretagender. Dog sukkede Konen. Et Haab var uopfyldt: Vuggen, som hendes forsynlige Moder havde givet med i Udstyr, stod endnu ubrugt i en Krog, skamfuld skjult under det overbredte Lagen. „Hvad er alt Andet?“ sagde hun. „Fattigfolk har Børn i Flokkevis. Havde vi et Barn, selv det fattigste af Alle, det var Mere end al vor Velstand.“ Manden vilde trøste hende, men hun drog Lagenet tilside, puslede og glattede Vuggepuderne, og hendes Taarer faldt paa dem som Perler, de langsomt indsugede.
Uger gik og Maaneder, og Konen blev stille og tankefuld. Hun blev glad og bedrøvet; hun kunde ikke fatte sin Lykke. Men da Tiden var omme, fødte hun et Pigebarn, friskt og fint som en Blomsterknup. Da var Forældrenes Glæde uden Grændser.
De begyndte snart at lave til Barselgilde, men intet Menneske syntes dem værdigt til at bære Barnet. Rundt om boede fem Feer; de fire vare høit elskede af Menneskene, den femte var frygtet, thi kun sjeldent føiede hun deres Ønsker. Ægtefolkene overveiede, hvem af de Fire de vel skulde vælge til Fadder. De havde gjerne hidkaldt dem Alle, men frygtede for at fortørne den Femte. Da traf det sig saa heldigt, at denne just gjorde en Reise. Hurtig beredte de Alt, og Manden gik i Kisteklæder at bede de fire Feer til Fadder.
De kom og lagde deres Gaver paa Vuggen: Glæde, Skjønhed, Haab og Kjærlighed. Dagen svandt i Fryd, og Feerne havde just taget Afsked, da Døren atter gik op, og den Bortreiste traad ind. Forældrene sprang forskrækket op. Konen rev Dugen af Bordet og bredte en ny paa, Manden nærmede sig med ydmyge Beklagelser over ikke at have truffet hende. Men Feen smilede venligt og nærmede sig Vuggen. „Ei hvilke glimrende Gaver!“ sagde hun, „det Barn vil voxe op i stor Fristelse. En Lykke er det, at I leve og kunne vogte paa hende.“ — Ak, sukkede Faderen, vi ere gamle og kunne vel ikke gjøre Regning paa at følge hende ret langt paa Veien. — Feen saae atter paa Barnet og sagde: „Meget Godt have mine Søstre givet hende, men Beskyttelsen mangler. Hvad er Haab, hvad er Kjærlighed, naar de vende sig imod den Urette? Hvad er den blinde Lykke i det uvidende Barns Haand? En Skat, som hver Daare kan gribe og vende til hendes egen Fordærvelse.“ Da græd Moderen bitterlig, men Feen sagde: „Jeg vil give hende en Talisman, som skal staae hende bi, om Naturens Gang kalder Eder tidligt fra hende. See dette lille Speil! Naar Beileren trænger sig frem med sin Kjærlighed, lad hende da holde det for hans Øie. Da vil det vise sig, om han er den Rette.“ Hun hængte Speilet om Barnets Hals og gik, fulgt af Forældrenes Velsignelser.
Barnet voxede til, og aldrig fordunklede nogen Taare dets Øie. Hun kom kun lidt blandt andre Børn, thi Ingen syntes Forældrene gode nok, men hjemme havde hun fuldt op af Morskab, og de faa udvalgte Legekammerater undredes over hendes Munterhed og Frihed. Jomfrualderen nærmede sig; da tog Forældrene hende en Dag imellem dem og underrettede hende om det lille Speils Egenskab, hun endnu bar som et Legetøi om Halsen. Tankefuld stirrede Pigen i det; kun utydeligt saae hun sit Billed: Blomster og blinkende Stjerneskud gled gjøglende hen over det. Fra den Dag saae hun oftere i Speilet og undrede sig over de drømmeagtige Syner, som gik hen over dets Flade.
En Dag vandrede hun i Skoven, som stødte til hendes Forældres Have; da traadte en ung Mand hende imøde. Pigen veg forskrækket tilbage, men ved det andet Blik forekom han hende saa bekjendt, at hun atter forvirret standsede. Han rødmede som hun, stammede og greb hendes Haand. Men hun rev sig løs og ilede hjem.
Saaledes gik en lille Tid. Naar de Unge vandrede sammen i Haven, saae de Gamle smilende efter dem og beraadsloge, om det vel snart kunde være paa Tide at raadspørge Speilet. — En Aftenstund sad de To i Skoven, tæt udenfor Havelaagen; han havde tilstaaet sin Kjærlighed, og det første Kys havde beseglet Pagten. Men som hun bøiede sig for hans Blik, gled det blinkende Speil frem, som hun bar paa Brystet. Hvad er det? spurgte han og greb det spøgende. En Fee har givet mig det, svarede Pigen; det vil prøve min Beilers Troskab. Hun klemte sin Haand sammen om Speilet, men han kyssede Fingrene op og saae i det.
Det blændede for hans Øie. Ikke sit, men Pigens Billede saae han. Dog kunde han ikke fastholde det: det var som tusinde Ildgnister gik over det, sittrende og forvirrende; tilsidst syntes det ham, som det Hele splintredes og henflød i Taage. Mat og kold om Hjertet vilde han med Magt vende sit Øie mod Pigen; da lød et Veraab fra Haven, og hun sprang forfærdet op. Husets Folk søgte hende; hendes Moder laae døende i Stuen.
Hun ilede ind. Han hørte ikke, hvad der taltes; sløv og forvirret fjernede han sig, da hun var borte. Den gamle Kone var rammet af et Slag og formaaede ikke at tale, men døende greb hun endnu efter Speilet om Datterens Hals. Faa Dage gik, saa fulgte Faderen hende, og den friske Grav gjemte Forældrenes trætte Lemmer. Pigen græd, men Feernes Gaver blomstrede i hendes Bryst; med Haab og tilsløret Glæde ventede hun, at han skulde komme.
Da gik Dag for Dag, og Skoven gulnedes, Løvet hvirvledes hen, og Sneen tyngede Grenene; Vinteren var der, men han kom ikke. Pigen saae i sit Speil og hensank i sælsomme Drømme; hun ventede og ventede, men han kom ikke. Da græd hun bittrere Taarer; de faldt paa Glasset og kaldte hans Billed frem. Det blev som en Leg. Taarerne mildnedes, og Billedet blev svagere; Stjerneskud og drømmeagtige Syner gled hen over det.
Tiden gik, og Skoven grønnedes; nær og fjernt sang Fuglene under dens Kroner. Da længtes Pigen inderligt, og hun gik daglig under den grønne Hvælving, men Ingen mødte hende paa den kjendte Sti. Saa drog hun langveis bort at søge den Elskede. Men den svale Vind omstrøg hendes Kind, og tusind nye Blomster spirede frem for hendes Fod. Menneskene modtoge hende med Glæde og Kjærlighed og kappedes om at berede hende et Hjem. Da blev hun let om Hjertet, som hun kunde omfatte den hele Verden og drage den til sig i freidig Velvillie.
Saaledes gik vel en god Tid; da begyndte Noget at længes i hendes Hjerte. Hun hørte ikke som før, ligegyldig paa Beilernes Ord; hun tænkte, hvor sødt det havde været at elske. Da saae hun mangen Gang paa den Bedende og tænkte: Vidste jeg, han var den Rette, da kunde jeg vel elske ham. Og hun trak Speilet frem og bad ham see ret fast deri. Men Speilet drev sit Gjøglespil og forvirrede hans Sands; før eller senere trak han sig forlegen tilbage. Da bedrøvedes efterhaanden Pigens Hjerte, og hun længtes bort fra de troløse Mennesker. Men i Ensomhed opblomstrede atter Feernes Gaver, og hun fredede om de altid spædere Spirer, der smykkede hendes Vei.
Saaledes gik hun gjennem Livet, søgt og søgende, altid skuffet. Da hvilede hun sig i Ensomhed og saae hen over de mange, de lange Aar, som Intet havde efterladt hende. — Som hun saaledes sad, nærmede en Mand sig, alvorlig og god af Aasyn. Han undredes over at finde hende i denne Ørk, han satte sig hos hende og talede venligt til hende. Da virkede Feernes Faddergave; han saae ikke Alderens Spor i hendes Ansigt, men han ynkedes over hendes Skrøbelighed, og hans Hjerte var fanget. Han opslog sin Bo i hendes Nærhed, og snart talede hans Ord, som hans Øine, om Kjærlighed.
Og Pigen skjulte Speilet i sin Klædnings Folder og trykkede sin Haand fast imod det. Men snart tænkte hun: Hvor turde jeg kalde ham Min, naar jeg vandt ham ved at undgaae Prøven? Jeg vil vove det Sidste. Hun drog Speilet frem og holdt det skjælvende, med et bønligt Blik, hen for ham. Han greb hendes Haand og saae længe deri; da kyssede han Haanden, reiste sig langsomt, og gik. Og hun vidste, at han vilde ikke vende tilbage.
Da stod medet den femte Fee for hende og betragtede hende med et triumpherende Smil. Pigen løste Speilet af sin Hals, rakte hende det og sagde: Tag Din Gave, som har bedraget mig for mit Liv. — „Skrøbeligt var hvad Du tabte,“ svarede Feen. „Bag Havet ligger Din Lykkes Land.“ Og hun forlod hende smilende.
Men Pigen sad for den synkende Sol, i den stille Nat; hun sad der endnu, da Dagen atter hældede. Hun prøvede ikke at reise sig; det var, som Alderen pludselig var falden paa hende med sin Blyvægt. Hun saae ud over den øde Slette og tænkte: Kunde jeg græde, saa mine Taarer svulmede op til et stort Hav; da seilede jeg over det og kom til min Lykkes Land. — Hendes Hjerte blev tungere; Sorgens Væld steg høiere, saa Draaberne langsomt fyldte Øiet.
Da nærmede et Barn sig med Skjørtet fuldt af Blomster. „Kjender Du mig?“ spurgte den Lille. „Jeg er Din glade Barndom, som kommer for at græde med Dig.“
Og det rystede sine Blomster ud for hendes Fod, satte sig og græd. Da strømmede Taarerne fra den gamle Piges Øine, saa et lille Vand samlede sig foran hende. Men en rosenkrandset Ungmø nærmede sig, trykkede sig mod hendes Bryst og hviskede: „Kjender Du mig? Jeg er den første Kjærligheds lyksalige Tid. Jeg kommer for at græde med Dig.“ Og Begges Taarer strømmede, saa Vandet bredte sig som en stor Sø foran de Grædende. Da kom nær og fjernt, fra en hel Række af Aar, en hel Hærskare af Savn og sørgeklædte Timer. De bredte sig til begge Sider langs Søens Rand og græd stille i det stille Vand; dog steg det kun langsomt. Da rørtes der sagte ved Kvindens Skulder, og hun vendte sit Hoved. Der stod en tilsløret Skikkelse og rakte taus og bedende sin Haand imod hende. Men hun kjendte sit sidste Haab og drog den til sig. Den kastede sig ned med Hovedet paa hendes Knæ og græd, saa Søen svulmede uoverskuelig vidt, og hvert Savn og Sorg gled ned i dens Bølger.
Erindringerne var slumret ind, men Kvinden sad i den dæmrende Nat og stirrede ud over Taarernes stille Hav. Da rørtes Vandet sagte, og midt ude hævede en Skikkelse sig, kjendt, som den alt engang drømte Drøm. Den vinkede hende med en stor Aakandeblomst, den holdt i Haanden. Hun reiste sig møisomt, men stod tvivlraadig ved Bredden. Da rev den Ventende Bladene af Blomsten og slyngede dem langt hen imod hende. De spredtes i en Stribe, som smaa hvide Stentoppe til Overgang over Bækken. Og Kvinden satte sin Fod paa det første gyngende Blad; da gik hun lettere, og hendes Hoved hævede sig. For hvert Skridt faldt en Vægt af Aarenes Byrde af, og ung og deilig som i sin første Tid stod hun ude paa Vandet. Da saae hun under Fladen hans udrakte Haand, og tabende ethvert Fodfæste greb hun efter den. Men han omslyngede hende fast og drog hende med sig til den dybe Bund.
Solen steg, og Vandet sank. Alt mere og mere svandt det, og med vidunderlig Fylde fremspirede Græs og Blomster i Dalen. Kun midt blev en Brønd tilbage, saa dyb, saa dyb, at intet Creatur kunde naae at drikke af dens Vand. Men stirrede Vandreren længe ned i den klare Grund, da paakom ham en inderlig Længsel, saa han med Magt maatte rive sig løs for at vandre videre.