Jeg nylig paa vort Posthuus sad,
Da Posten var ankommet,
Med andre fleer at høre, hvad
Man skrev om Kejserdømmet;
Hvad Kardinalen i Paris
Samt i den russiske Avis
Hvad nyt der var paa Færde.
Paa Frankfurt strax begyndte,
Og os det tydske Kejserval
Med andet nyt forkyndte.
Derefter gik han ind, at see
Sin Brevesæk igjennem,
Og, for at faa os til at lee,
Kom ind med et af dennem.
Paa Skikkelsen af Brevet,
Men undrede end mere paa
Den Titel, som var skrevet
Deruden paa: Monsieur, Monsieur
Kjeld Madsen Sækkepibe,
Dernæst: Tres humble Serviteur
Presentement
à
Ribe.
En højfornemme verdslig Mand,
Som var med os tilstede,
Som havde meget god Forstand,
Fik største Hjertens Glæde
Af denne kunstige Skribent,
Som han vel torde svære,
At det en højlærd ung Student
Ufejlbar maatte være.
Han greb til Blyantspennen, og
Af disse sorte Kunster
Tog Tegning i sin Tegnebog
Thi slige Breve — sagde han —
Fra lærde Folk jeg gjemmer,
Og i den Handel være kan
En Breve-Knipplingskræmmer.
Han undrede sig meget paa,
At fra latinske Skoler
Letfærdighed man jævnlig saae
I Stilens Kaprioler;
At Gejstlige ej blev ved vor
Medfødte Sproges Gloser,
Men at de deristeden for
Han nægted ej, at, dersom han
I Skole havde gaaet,
Og under en fornuftig Mand
Latinsk Oplysning faaet,
Han da jo kunde ved sin Pen
Haft godt udaf Studering
I mange Poster, samt i den
Latinske Bogstavering.
„Jeg haver — sagde han — en Søn,
Min lille skjelmske Ole,
Hans Morgen- og hans Aften-Bøn
Er om, at han i Skole
Maa komme blandt de andre smaa
Studerende Krabater,
Han raaber uophørlig paa
Han foreholder mig, hvordan
Forvalter Lamberts Sønner
Jens, Frederik og Christian
Omkostningen belønner,
Som Faderen har gjort paa dem;
Hvor vakkert de studerer,
Hvorledes de er kommen frem
Og bleven Sekreterer!
Kort sagt, den Pusling med Gevalt
Forblive vil ved Bogen;
Jeg siger ja, men frygter alt,
At jeg faar Spot af Pogen;
At, om han bliver lærd engang,
Han Nykker faar tillige,
Som blandt de Lærde gaar i Svang,
Og sig ej lader sige;
Jeg frygter, at hans Væsen da
Urimeligt vil blive,
Vil tale eller skrive;
At han paa Brandstad- eller paa
Et Provste-Brev vil tegne
Saaledes, at al Verden maa
Ham blandt Fantaster regne.” —
Var lærd i sine Tanker,
Til Uheld i det samme kom;
Paa Forstu’-Dør han banker
Med Brev til: „Universitets
Pedel, Hr. Fortunatus,
Hans kongelige Majestets
Vellærde Attestatus”.
Sit Brev leverte han og gik,
Og derpaa blev der atter,
Da hin det udi Hænder fik,
En overmaade Latter.
„Ei — sagde han — hvad om vi saae
Vel dette Brevs Indvolde?
Hvad Pølsemad og Finker maa
Det ikke indeholde?
Det er vel stilet, ligesom
Det Vers var sat paa Skrue,
Hvormed en Landsbypræst fremkom
Til Landsens høje Frue,
Den Tid han vilde være Bisp.
Han bad: „„Hun til den Ære
Hos Kongen ved sin Naades Risp
Ham hjælpsom vilde være””.
Herpaa vort Selskab over alt
Istemmede tilsammen.
Enhver af dem kom med en Palt
Af Skriver-Lusekrammen
I de Latiners danske Stil,
Den mange vanskabt støber,
Og dermed ligesom April
Og med en Limstang løber.
Den ene os fortalte, da
Han udi Jylland tjente
Og Herren døde hannem fra,
At en et Vers indsendte
(En Kapellan af Aarhuus Stift)
Til Gaardens Sørgestue
Med dette lidet Trøsteskrift
For Børnene og Frue:
„Velbaarne Frue! jeg i hendes Sorg beklager,
At jeg er ikke en Mirakelplaster-Mager;
Det smerter mig, at hun i salte Taare-Bylter
De smukke Øjne og den hvide Kind indsylter.
Det gjør mig ondt, at jeg skal hende condolere —
Dog hvad? Hun intet ondt sig har at reprochere.
Hun veed jo, at de Børn, hun haver ved sin Herre,
Med god Samvittighed tilhobe ægte ere.
Hun gjorde ham jo ej til Hanrej nogensinde;
Hun taalte, at han gik til en og anden Qvinde.
Naar Lykken hannem gav af sin Krabaskes Snerte,
Naar han med sin Krabask var færdig Folk at myrde,
Da var hun som et Faar imod sit Huses Hyrde.
Al Verden hendes Dyd jo veed af Rygtets Bjælde.
En Apotheker snart sig skal igjen anmelde,
En Bejler, mener jeg, til Saaret at curere.
Godt Taal imidlertid min Frue balsamere!”
Dernæst oplæste den Person
Os nok et andet Stykke,
En Præstes Brev til sin Patron,
Hvori han ønskte Lykke
Paa Græsk, Latin og Dansk ispræng,
Fordi der i hans Stue
En Junker laa i Barselseng
Ved Siden af hans Frue.
Skribentens Indfald vare de
(Saavidt jeg kan erindre):
Han kyste lille Junkers Ble,
Hans Kone ikke mindre;
Han ønskte, at den Lille snart
Forstand ej maatte samle,
Da Børn udaf en vittig Art
Ej gjerne blive gamle.
Af det Hebraiske han og lod
Iblandt indflyde noget,
Da Herremanden ei forstod
En Tøddel udaf Sproget,
Ja vidste knap sit Moders-Sprog
At læse, Brochman, Hvitfeld og
Vort eget Lands Skribenter.
Bemældte gejstlig Mand udi
Sin Slutning udaf Brevet
En Overskrift til Junker i
Sin Vugge havde skrevet:
„Her hviler vores Herskab paa
Sin Lykkes Silkepude.
Gid han en Kjender blive maa
Af Heste, Ko’r og Stude!”
Alt dette med Taalmodighed
Anhørte jeg saalænge
Indtil jeg blev omsider kjed
Af de forslidte Strenge:
Postmesteren, vor gode Vært,
Sig til sit Kammer skyndte,
Og brød den Skumlen over tvært,
Da jeg igjen begyndte:
Hør — sagde jeg — I brave Mænd!
Jeg ikke mig udgiver
For Stilemester, eller den
Der exemplarisk skriver;
Men da I mod en gejstlig Pen
Saaledes gaar i Rette,
Tillader mig, at jeg igjen
Maa sige eder dette:
Jeg nægter ingenlunde, at
Blandt dennem, som studerer,
Er mangen narrisk Abekat,
Der selsomt bogstaverer,
Der gjør saa plumpe Krageter
At, hvis han kom i Skolen
Til Zacharias Olsen her,
Da kom han over Stolen.
Jeg nægter ej, at mangen vor
Studerings-Frænde stiler,
Saa han Vidunder er derfor,
Saa Cancelliet smiler;
Saa Bisp og Universitet
Ved ham sig ofte skammer,
Der bliver af en Dreng beleet
Paa verdslig Skriverkammer.
Men om I ej fortryder paa
Jeg siger eder Sanden;
Da er der ikke heller faa
Af dem i Verdslig-Standen,
Endog fornemme Embedsmænd,
Der skrive eller regne
Langt mere fuseragtig end
En Deel af vore Degne.
Jeg kunde en og anden til
Exempel her anføre;
Men jeg blandt dennem ingen vil
Sin Svaghed lade høre.
Jeg hverken vil ad dennem lee,
Ej heller vil jeg græde,
Fordi en Gejstlig Reglerne
I Stil kan overtræde.
Med Kappe eller Krave,
Som haver været under den
Latinske Tugt og Ave;
Som haver for Grammatica
Og for Syntaxis faaet
Saa mange Ørefigen, da
I har i Skole gaaet:
Fortæller mig, hvad er dog det,
Som eders Stil fortryller,
At den er ikke jævn og slet,
Men fuld af Narrekrøller?
Hvad skal de Marelokker til,
Hvormed I den behænger?
Er det fordi I hedde vil
En Gjæk, en Grillenfænger?
Har Jesuiter eder bragt
Til saadant Skrivevæsen?
Har kastet udi Næsen,
At under deres Disciplin
Man lærde Mænd kan blive
I Pludren af spedalsk Latin,
Men Sinker til at skrive?
Maaskee I mener, at en reen
Naturlig Stil sig skikker
Ej til en Lærd, men en gemeen
Skjerslip og Kjedelflikker;
At andre eder dyrke skal,
I uretvise Stakler!
Blandt de udødeliges Tal
For eders Pens Mirakler?
Af eders Breve har jeg i
Mit Pakhuus hele Tylter,
Hvor somme løber løbsk udi,
Hvor somme gaar paa Stylter;
Hvor andre kommer ligesom
Fremkrybende paa Krykker —
Og hvad? jeg vil ej mælde om
Deslige Gjække-Nykker.
Men at jeg skal bekjende, hvad
Mig allermeest fortryder,
Som man maa pege Fingre ad
Iblandt Skribenter-Lyder
I gejstlig Skriverstue, da
Ej noget stinker mere,
End naar der flyder Galde fra
Den Ordens Pennefliere.
Jeg haver mange Indlæg læst
Til By- og Landtings-Retter
Fra en og anden Provst og Præst
Af dem, som gjerne trætter;
Jeg haver læst dem med en stor
Foragt, thi de gemeenlig
Af Brok- og Ræve-Underfor
Er stinkende, ureenlig.
Jeg nylig hørte et udi
Et Selskab at oplæse.
Ei fy! Det var et Aadel i
Det hele Selskabs Næse:
En Børstenbinder skulde det
Bekjendt ej ville være
Og paa saa sort et Tavle-Bræt
Forsværte Navn og Ære.
Skribenten gav sin Vederpart
Et Stød af hans Forfædre,
Endskjønt hans egen Æt og Art
Ej paa et Haar var bedre:
En Verdslig, ustuderet,
Da den studerte dumme Nar
Af ham dog blev fixeret.
Han fik hans Legemskabning fat,
(Hvorpaa ei var at sige)
Med andet meer deslige:
Kort sagt, ihvor man saae sig om
I Stilen af Processen,
Saa allevegne forekom
Et Gjenfærd af Claus Jessen.
Du skalt i Sagen dømme,
Da døm deri saaledes, som
Det kan en Sehsted sømme.
Lad tre Lod Sølv ej være nok
For denne vilde Basse;
Tænk paa en fattig Enkeblok
Og paa Justitsens Kasse.
Jeg snarere skal bede for
End for en anden, der er vor
Studerte Ordens Fætter;
Thi dersom hin er plump og grov,
Saa bliver han den samme,
Og gejstlig eller verdslig Lov
Saa stort sig ej tør skamme.
Men naar en Gejstlig sigte vil
Med Skjeldsord ubeskeden,
Da er jo disse Vaaben til
At skjænde Gejstligheden,
Samt til at dræbe Dyden, som
Fornemmelig skal være
Studerings ægte Jomfrudom
Og Lærdoms største Ære.
Latinske Skriverstue
Et Kammer for højlærde Mænd
Fremdeles at beskue;
Et Kammer, hvor man seer kun Dolk
Og Spyd og Sværd til Fejde,
Hvorind jeg ustuderte Folk
Undseer mig at gelejde.
Her gaar det løs paa Hug og Stik,
Her er Skribenter-Faner
Udgjort med Vaaben udaf Pik,
Af Prygl, og Partisaner,
Hvorunder de som tjene vil,
Maa ingen Ære spare,
Saafremt de selv med Ære til
Det lærde Navn vil svare.
Den ene sætter udi Band,
Den anden contra-stævner.
De farer frem med Ild og Brand
Og neppe Livet lævner,
Fordi de haver om et Ord
I Hovedsproget Irring;
Ret saa, som Himmel eller Jord
Kom derved i Forvirring.
Den ene taaler ingen, som
Er af en anden Mening;
Den anden vil ej høre om
Et Ord til Freds-Forening.
Modstanderen de sætter
I rette Mod paa Brand og Baal
Som en forførisk Kjetter.
Adieu Messieurs!