Christian Falster (1690–1752)

En vakker Mand var skrevet,

Som til Paris, til Leiden, Rom

Og London havde levet;

Som havde rejst omkring udi

Europa og studeret,

Ej neppe nogen Sted forbi

De Lærdes Hof passeret.

Som ogsaa sig indbildte

At have rejst saaledes, at

Han et Minut ej spildte;

Som meente, at hans Ungdoms Tid

Ham havde kostet mere

Berømmelig Studerings Flid,

End Mabillon² og flere.

Som Fuiren, Fosser, Scheeler³

Og andre til Stipendium

De Rejsende meddeler,

Dem har jeg udi Banco sat,

Hvor jeg er rejst igjennem,

Og mig saaledes efterladt

En evig Tak for dennem.

Er vel formindsket blevet,

Men derimod er min Journal

Saa tyk som Hvitfeld⁴ skrevet,

I hvilken jeg til Bogs har ført

Mit Rejselevnets Sæder,

Samt hvad jeg haver seet og hørt

Paa udenlandske Steder.

Om jeg dig vilde unde

Den Lykke, at du hvert et Blad

Igiennemlæse kunde!

Da skulde du vel undre dig,

Om tyve Ark tilfulde

Til et Programma over mig

Ej nødig gjøres skulde.

Mirakler vide maatte,

Hvorved han havde udenlands

Syv Vise gjort til otte.

Jeg bad, at mod Forsikrings Pant

Han vilde mig tillade

At see hans Rejse-Foliant

Og den igjennemblade.

Journalen hjem at tage,

Men havde nep et Øjeblik

Begyndt deri at rage

Før jeg lod sammenkalde hver,

Som kunde skrive færdig,

At tage Udtog hist og her

Af hvad som var mærkværdig.

Jeg dette holdt tilbage

Til deres Underretning, som

Vil uden Landet drage,

Saa gives hermed en Copi

Til alle Journalister

Af de fornemste Poster i

Bemældte Dag-Register.

Kompas han sejled gjerne;

At i Galanterier sad

Hans Norder-Pol og Stjerne.

Beskriver han sit Levnet, som

Han udi Hamborg førte,

Hvor tit han paa Theatrum kom

Og Conradinam hørte.

Hvor Wolf og Hübner⁵ bo’de,

Samt hvor Gymnasium det laa,

Hvor Byens Kirker stode.

Men maatte dennem gaa forbi

Fordi han nød den Ære

At S * og G ** kunde i

Sit Lav ham ej undvære.

Ham mod Forhaabning hændtes,

Hvor han kom heftig i Dispyt

Med Doktor Frank⁶ og skjendtes,

Fordi han paa sin Prækestol

Fortrød paa hver Tilhører,

Der med sig i sin Rejsekjol

En Bønnebog ej fører.

Hvor nær han var i Strikke

Til Wittenberg og Leipzig med

En Lisken og en Fikke,

Hvor nær til denne Bissekram

Hans Ryg var bleven viet,

Hvis Lykken ikke havde ham

Forunderlig befriet.

At have haft i Hænder

(Det han med Ed bekræfte kan)

En af St. Hanses Tænder,

Samt hellig’ Anes Arm og Haand,

Saavelsom og de rare

St. Peders og St. Povels Baand,

Hvormed de bundne vare.

Af Sygdom heel elendig,

Ja, bange for sit Livs Forliis.

Hvorover han nødvendig

Til Bartskærstuen maatte gaa

Og lade sig berede

Et Bad, hvori han kunde paa

Fundatsers Regning svede.

Den Høflighed udsige,

Som fandtes hos den franske Kok

Og ved hans Vært tillige,

Saalænge som hans Vexelbrev

Kom ned fra Børsen gyldig;

Men siger dog, at han dem blev

En heel Hob Penge skyldig.

Hvor yndig han har levet,

Hvor mangen lystig Time han

I Selskab har fordrevet;

Hvor aldrig noget Øjeblik

Var langsom at fordøje,

Hvor han før Midnat aldrig fik

Et Blund udi sit Øje.

Hans Udgift nogensinde,

Og at Paris indtil hans Død

Ham ikke gaar af Minde.

Han trofast raader alle, til

At følge hannem efter,

Som ret naturlig bruge vil

Sit Sinds og Legems Kræfter.

Som have givet Penge

Til unge Folk at holde frem,

At de er altfor strænge,

I det de ej har givet fleer

Til Rejse-Underholdning,

Og at man nyder ikke meer

End trende Aars Besoldning.

Til Parma med en anden,

Hvor han var stukket nær ihjel

For Konens Skyld af Manden,

Hvis Lykken havde ej afvendt

Ulykken selv med Magten

Og ham til Hjælp Soldater sendt,

Som førte ham i Vagten.

Er ingen Ting mærkværdig,

Hvorfor han rejste strax derfra,

Saasnart hans Vogn var færdig.

Beleer han ved Ferrara, at

Fast alle Logementer

Var ham betagne, og besat

Af Kapper⁹ og Studenter.

Et Syn, som han ej glemmer,

Hvor han udi Verona saa

Den Asenindes Lemmer,

Paa hvilken Christus fordum red;

Hvorpaa han vel tør sætte

Til Pant sin allerstørste Ed,

At samme er den rette.

Som han til Rom passerte;

Med hvilken exemplarisk Flid

Han læste og studerte,

Hvor tidlig han stod op og saae

Hvad Nyt der var paa Kaget,

Hvad Vers og andre Skrifter paa

Pasquinus¹⁰ var opslaget.

Privilegerte Damer¹¹,

Som giver aarlig Skat i Rom

Til Pavens Rentekammer,

Hvor mange Scudi disse ham

Har kostet efterhaanden,

Fast meer end de i Amsterdam,

I Hamborg, eller Londen.

Fremdeles foregiver

At have seet, samt Vatikan,

Om hvilket Autor skriver

At det er fuldt af Pergament

Og nogle gamle Skrolder,

Med hvilke Ilden bedst var tjent,

Som intet indeholder.

At han har haft den Lykke

Og til Florenz i Kirken seet

Udaf den Kjæp et Stykke

Og ganske uforfalsket Deel,

Som Aron haver baaret,

Da Arons Kjæp er viist ham heel

Til Rom og ubeskaaret.

Hvad godt han der bestilte,

Hvor mangen et Pund Sterling han

For Tidsfordriv forspilte¹².

Hvor dejligt dette Land og Sted

For dennem er, som immer

Vil være udi Selskab med

Belevne Fruentimmer.

Han sig hos dem opførte;

Hvad Lyst han havde, og hvor tit

Han ud med dem kjørte;

Men derhos kommer han ihu,

At han forærte nogen

Galanteri, som staar endnu

Til Rest i Kræmmerbogen.

Beretter han udførlig,

At han en Mængde haver seet

Af Bøger fast uhørlig.

Ja, han beviser derudi

Sin Flid ved Dag og Datum,

Samt følgende Magnifici

Rectoris Attestatum:

Vi hermed Skudsmaal giver,

At, hvorvel nogle vil, at han

Med Pas som Dagedriver

Tilbørlig burde sendes hjem

Til Moder og Formynder,

At holdes udi Tvang af dem

Og angre sine Synder:

I hvad han end fortjener,

At skaane ham for denne Spot,

Saavel som og hans Venner;

At unde dem en liden Trøst,

I det man dem hans Væsen,

Vidtløftighed, og Ungdoms Brøst

Ej kaster udi Næsen.

Imedens han har været

Paa dette Sted, hvor ofte han

Os med Besøg har æret;

Hvorledes han en Potte Vin

I Livet knap har faaet,

Før han har hastet og til sin

Forretning bort er gaaet;

Og Spørgsmaal har opholdet,

Ja neppe hilset os, det har

Undseelse forvoldet;

Thi at vor Tid kun nødig led

Forhindring, han vel vidste,

Hvorfor han vor Taalmodighed

Ej heller vilde friste.

Paa Bodley’s Sal og Lade¹³

Han Foden sjælden haver sat

En Bog at gjennemblade,

At Bibliothecarii

Ej skulde ham mistænke

Som den, der kom paa Plynderi

At bryde nogen Lænke.

Da kan vi ikke klage

At han er Skyld i noget Skaar

Ved dennem at ransage;

At han er kommet dem for nær

Med Pen, med Blæk og Klatter,

For hvilken Varlighed enhver

Af os ham tjenstlig takker.

Anvendt sin Tid og levet,

At alle sig forundrer paa

Hvor han saa lærd er blevet.

Ja, hvis hans Venner haver fleer

Af samme Slags tilbage,

Da er’ her de, som gjerne seer

Dem hid til sig at drage.” —

Sin Herlighed og Glæde,

Som hele Verdens Samlested

Og Friheds Herresæde;

Hvor Folk kan leve, som de vil,

Foruden Tugtemester,

Hvor man er ikke bunden til

En Skriftestol og Præster.

Hvor han har haft saa mange

Plaisirs, saa mangen lystig Dag

Som nogen kan forlange.

Hvor ingen Aften gik forbi

I dette Himmerige,

At han jo var i Compagni

Med Engle uden Lige.

Hvis Magistrat han roser

For nogle visse Huse, som

Tillades for Matroser

Og andre Folk, men udaf vor

Gemene Pøbel stenes,

Da Augustinus¹⁵ holder for

At de ej bør formenes.

For Folk der er i Staden,

Hvor alle Huse staar i Rad,

Hvor reent der er paa Gaden.

Blandt Lærde han beskriver hver

Professor indgetogen,

Og at de gjør ej andet der,

End hænger udi Bogen.

Som Folk til dennem rejser,

Hvor stor en Hob der vrimler paa

Collegia og Lejser¹⁶;

Hvor mangen stor og høj Skolar

Af Adelsmænd og Grever

Til Lejden hver Professor har,

Af hvilke Byen lever.

Opregner, men beklager

At de forklare uden Gavn

Gemene Skolesager,

Som Folkeret, Geometri

Og gamle Slags Skribenter,

Antiqviteter, Politi

Og ny Experimenter.

De slaa paa samme Strænge,

Hvor han sig havde foresat

At blive noget længe,

Hvis Pungen havde ikke sagt

At Tiden alt var omme;

Hvis Posten havde ikke bragt

Ham Ordre, hjem at komme.

Af Autors Rejselevnet,

Er hvert et Sted mit Vidne i,

Som Autor haver nævnet.

Der var vel ellers mere, som

Jeg haver ladet fare

(Endskjønt det burde tales om),

For Tidens Skyld at spare.

Hvad dig om dette tykkes.

Ej! siig mig dog, hvad mener du,

Hvor slig en Rejse lykkes?

Hvad Haab og Glæde du kan spaa

Af saadan en for Landet?

Og om hans Titel kan forslaa,

Naar ham ej følger andet?

Om det vel var din Mening

Da du Fundats paa Penge gav

Til Rejse-Sold og Lening,

At nogen skulde nyde dem,

Som stædte dennem ilde,

Som var til Rejse ubeqvem

Og intet gjøre vilde.

Fuldkommen forhan kjendte,

Og Spillefuglen af sit Bur

I Friheds Luft dog sendte,

Døm, om du ikke haver bragt

Ham selv til flere Laster,

Og ej Forgift paa Saaret lagt

Isteden for et Plaster.

Har uden Landet levet,

Om det var ikke bedre, om

Du hjemme havde blevet,

Og raset i vort eget Land;

Om du ej havde kunnet

Vor egen Bartskær, Spillemand

Og Qvindfolk Penge undet.

Jo lykkelig at være,

Som udenlands af brave Mænd

Kan allehaande lære;

Som flittig seer og hører dem

Med Resen, Borch og Rohde¹⁷,

Som rejser, for at komme hjem

Med Forraad af det gode.

Og kan ej være andet,

Da haver vi jo overalt

Selv Galskab nok i Landet,

Da er jo Kjøbenhavn derpaa

Saa rig og overflødig,

At til Paris og Rom at gaa

Man intet haver nødig.

Mangfoldighed af dennem,

Som sidder tit til Klokken to,

Ja Natten reent igjennem,

Hvor unge Burser¹⁸ haver Kands

Til Tiden at fordrive,

Hvor de saa kjæk som udenlands

Kan filouteret blive.

Paa Dans og Maskerade,

Da er der jo som Carnaval

Vel tit i hver en Gade;

Thi Fruen og vor Frøken veed

Jo ej, den hele Uge

Til andet end til Lystighed

Og Assemblée, at bruge.

Ej udenlands tør¹⁹ føjte.

Til saadan Ungdoms Ildebrand

Vi selv har Vand og Sprøjte.

Men Sagen er, at Venners Tvang

Her hjemme tit befrygtes.

Ja hvad? Mon Udyd mangen Gang

Ej og fra Rom kan rygtes?

Min rene Sandhed sige),

At den paa Samsø bedre laa,

End udi Frankerige,

Som ikke sine Børnesko

Har først slidt op her hjemme;

Som ej sin Pung i fremmed Kro

Og Værtshuus veed at gjemme.

Han er og bliver mage

Til den, der fnattet gik i Bad

Og fnattet kom tilbage;

Til Tenen, der gaar runden om

Og Garnet af sig render,

Til det urene Dyr, der kom

Ureent af Noæ Hænder.

Som al hans Fejl opretter

Og i hans Venners Regnskabsbog

Omkostningen udsletter,

At han, som nylig rejste hen

I Verden efter Næsen,

Omsider kommer hjem igjen

Med ærbart Mod og Væsen.

Og Rigets Porte kiger

Og hvem han er adspørges, før

Han: Gentilhomme²⁰ siger.

Paa Vognmands-Vogn han nødig til

Sin Moders Huus vil kjøres,

Men som Ambassadeur han vil

Med Stads og Pragt indføres.

Han lader, som han kjender

Sin Kammerat ej nu igjen,

For hvilken han forvender

Sit Sprog med idel Tydsk og Fransk,

Som ligger ham paa Tungen;

Ja haanes ved at tale Dansk,

Som falder ham saa tvungen.

Om dette eller andet,

Da veed han meer at sige, end

Skribenterne i Landet.

Ja, det fortrød ham, hvis han ej

Al Verden skulde kjende;

Ej op til Maanen vide Vej

Og Syder-Polens Ende.

Han spiller, naar han triner

Paa Gaden, udaf lutter Mod

Med gravitetske Miner,

Saa Folk i hvert et Vindue,

Ja Børn i alle Gader

Forfølger hannem, for at see

Hans udenlandske Lader.

I alle Ting vil raade;

Han mestrer paa det ganske Land

Og Landets Levemaade.

I Rigets Lov og Ritual

Han er en selvklog Kjetter.

Vor Bisp, Statist²² og General

Han tit tilrette sætter.

Vor hele Norden vrager,

Paa Elementer, Vand og Luft

Han ikke mindre klager.

Han synes til Siberien

At sidde som i Fængsel,

Han ønsker sig herfra igjen

Med utaalmodig Længsel.

Hvi blev du ej med alle

Til London, Lejden, Franeker,

Til Leipzig, eller Halle?

Hvi lodst du ikke til Paris

Ved Borgerskab dig gifte?

Hvi vilde du et Paradis

Med Bordingholm omskifte?²³

Ihvor du havde havnet,

Ihvor du Bopæl havde sat,

Vi havde dig ej savnet.

At, om vort Land dig havde kyst

Til Moskov eller Polen,

Der aldrig havde blevet lyst

Om dig paa Prækestolen.