At giftes vel og gifte sig
Er tvende som ulige;
Det første kan man lykkelig,
Om hvem det træffer, sige;
Det andet tit ulige skeer
Og Frieren bedrages,
Helst naar han sig ej foreseer,
Men som i Blinde tager.
En neppe med et Øjekast
Sig i en Skjønhed spejler,
Før han fornarret i en Hast
Af alle Kræfter bejler.
Velan! han faar sin Ville frem
Og mener, at han bringer
En Dydens Engel til sit Hjem,
Som hannem dog mislinger.
Saasnart hun faar nu Foden ind
I Mandens Huus, at raade,
Strax ytres hendes onde Sind
Og Daarskab overmaade.
Snart hun som en Xantippe gaar
Og stedse Manden harmer;
Hun spodsk og underlig sig slaar,
Hun skjelder, bander, larmer.
At tage Rok og Teen i Haand
Til nogen Tot at spinde;
At sy og væve Kniplingsbaand,
Som sømmer sig en Qvinde;
At have Tilsyn, hvor det gaar
I Køkkenet og Kjelder;
Om een ej altfor fuldt op faar,
Og andre det undgjælder —
Er slig en Dame altfor svart!
Men hun sit Huus forgjetter,
Og tager allerhelst sin Part
I daglige Visitter.
Først sover hun til Klokken ni
Før hun af Sengen triner,
For Spejlet indtil Klokken ti
Beskuer sine Miner.
Naar hun er pyntet, drikker The,
Kaffe og Chokolade,
Til Klokken just er elleve,
Saa dækkes Bord og Fade.
Omsider Klokken gaar til tre
Før Middags-Maaltid endes,
Da maa det uden Ophold skee
At Vognen forespændes;
Saa lægger hun Visitter af
Til fulde Midnats-Tide,
Og hvad hun da til sligt udgav,
Faar Manden sidst at vide.
Da spilles hurtig Kortenspil,
Men Manden sætter Beten til,
Som andre flere Ganter.
Saa lever hun i Suus og Duus.
Og maatte her nu spørges,
Hvorledes Manden og hans Huus
Imidlertid forsørges?
Den gode Mand paasætte,
Som altfor silde saadant spør;
Men staar ej til at rette.
Kort sagt, hun agter ham ej stort.
For sildig da fortrydes,
At han sligt Giftermaal har gjort,
Som ej saa let kan brydes.
Gaar Mandens Gods og Penge.
Da sættes alting ud til sal,
Ja Dynen med af Senge.
Paa Sidstningen God-Taar Sindsgodt
Hans Travrighed fordriver,
Indtil han spiller Bankerot
Og reent forarmet bliver.
Naar Krybben saa er ganske tom,
At Hestene de bides
Jeg ikke stort vil tale om;
Thi det vel forud vides.
Derfor, o Frier! See dig for,
Naar du vil til at giftes,
Den Stund, du haver Valg og Kaar,
At det for snart ej stiftes.
Tag den, du veed, der frygter Gud,
Forældrene adlyder,
Som efterkommer deres Bud
Og lægger Vind paa Dyder.
Er hun end ej saa stjerneglat,
Da har du dog med Ære
Den, som skal Omhu Dag og Nat
For dig og dine bære.