Græd Maria ... Modertaarer
er Naturens milde Bud.
Harmfuld Skiebnen ofte saarer,
Graaden skienker Trøstens Gud.
Hulde Ven i Livets Møie,
milde Vemods Taare, flyd!
giennem Perlen i Dit Øie
smiler Haabet til Din Dyd.
Der er meget skiønt paa Jorden,
skiønnere hvor Engle boe,
ingen uveirsvanger Torden
bryder de Udvalgtes Roe.
Tronens Høihed, Glands og Vælde
ingen skyfri Himmel spaae;
under de lynslagne Fielde
Dalen ofte urørt laae.
Dyd og Uskyld’s rene Sæder
give Diademet Værd;
deler Fyrsten Folkets Glæder,
Det i Faren staaer ham nær.
Overalt Louises Minde
bryder Vuggesangen af,
thi med Dig hver Danneqvinde
græder ved Din Yndlings Grav.
Hør dem søde spæde Poder
venligt lalle ved Dit Navn:
„er Maria ei vor Moder?
„elsk da os, og glem Dit Savn!“
„Elsk og Du skal elsket være!“
det er Kierlighedens Bud;
denne Trøst — Din Løn, Din Ære
sletter Sorgens Indtryk ud.
Himlen tog — nu samler Smerte
Folket om en Engels Grav.
Glem ved Fredriks Faderhierte,
Hvad den tog, for det Den gav!
Falsen.
