18. Sangen i Danmark
Mel. af Glæser.
Mel. af Glæser.
Droslen slog i Skov sin klare Trille,
sang om Bøgens lyse, grønne Blad;
Duggens Perler faldt paa Roser vilde,
laa med Glans i Solens Straalebad.
Fatted’ du den Klang i Fuglens Tone?
Højt den sang det rige Danmarks Lov,
sang, saa det gav Lyd i Skovens Krone:
dejlig er den danske Bøgeskov!
Lærken svang sig fra sin skjulte Rede,
lystig lød det, da mod Sky den fløj,
sang om grønne Mark og brune Hede,
sang om Bavtasten paa Kæmpehøj.
Fatted’ du den Klang i Fuglens Trille?
Gjenlyd gav den i vor Højtidssal:
prægtig er vor Hede, dyb og stille,
venlig Vaarens Krans om Høj og Dal!
Hjejlen fløjted’ klagende og ene
hist, hvor Klitten, Jyllands Bolværk, staar;
Bølgen slog i Takt mod Kystens Stene,
gik i Dans med Sølverkrans om Haar.
Fatted’ du den Klang i Fuglens Klage?
Længe lød dens Sang om Vesterhav:
Bølgen høj og prægtig uden Mage,
bruser over tusend Snækkers Grav.
Naar vor Sang om Danmark frem sig svinger,
toner den saa klar som Droslens Slag,
mild og glad, som Lærkens Stemme klinger,
alvorsfuld som Hjejlens Sang om Vrag!
Fuglesangen rører Hjærtets Strænge,
derfor klinge de paa samme Vis,
klinge blidt og ømt og klinge længe,
højtidsfuldt til gamle Danmarks Pris!