Jeg ved, du vil ofre en Tåre,
— en Vemodståre — når jeg er død;
jeg ved, du vil smykke min Båre
med mangen en Blomst saa rød.
Jeg ved, du vil ofre en Tåre.
Jeg ved, når mit Øje er bristet,
da vil du tale i skjønne Ord
om, hvad du i mig har mistet,
— måske langt fler end jeg tror; —
men først når mit Øje er bristet!
Men nu, mens mit Hjærte banker
og hungrer ihjel — og giv mig dem nu!
Lad alle de milde Tanker
dog gjøre mig varm i Hu
endnu mens mit Hjærte banker!
O — skjænk mig dit Smil mens jeg lever
og spar din Tåre når jeg er død!
Når Sjælen mod Lyset svæver
den ænser ej Rosen rød. — —
O — skjænk mig dit Smil mens jeg lever!