Tak for din Kamp,
for din sejge Troskab mod Danmark, vor Moder!
Hårdt har du stridt, du vor prøvede Broder;
aldrig dog så vi dig vakle og fly,
nej, dit Mål var: Fremad påny!
Tak for dit Mod,
for din djærve Modstand mod Alt, der var fremmed,
Alt, som dig søgte at skille fra Hjemmet,
Alt, som har trampet dit Sprog under Fod —
Tak, fordi du kæmped og stod!
Sku imod Nord!
Her i Moderlandet vi følge din Færden,
stolte af dig for en undrende Verden.
Sku imod Nord når du trænges fra Syd,
du, vort Hjærtes Smerte og Fryd!
Tiderne gå —
Grænsepæle flyttes blandt vaklende Troner,
Retten skal sejre, trods Krudt og Kanoner,
snart skal måske du få Løn for dit Mod;
stå kun fast som hidtil du stod!
Højt over Sky
sidder han endnu, som de Trængte vil frede,
han, der kan Hjærter som Vandbække lede,
han, for hvis Øre dit Suk er et Råb: —
fast på kan vi bygge vort Håb.
(Septbr, 1896.)