Oktober med fløjtende Stær,
med skiftende Solblink på rustbrune Træ’r,
en Himmel så høj og så skjælvende blå
med luftige, snehvide Edderdun på,
der rødmer og gløder i Aftenens Skjær —
jeg har dig så kjær!
Oktober med Fuglenes Træk,
med »flyvende Sommer« i Tjørn og paa Hæk,
med sitrende Dug paa hvert eneste Blad,
som funkler og blinker i Solstrålens Bad —
du frådser i Farver, hvis sælsomme Glans
har tryllet min Sans,
Din Luft er så underfuld stærk,
den bygger en Vold omkring Sommerens Værk,
hvad Solstrålen skabte i Nerver og Blod,
det fæstner din Luft og forvandler til Mod,
så trygge vi ser bag dit dugvåde Spind
i Vinteren ind.
Oktober med faldende Blad,
med højrøde Hyben, hvor Roserne sad,
med lovende Knopper for kommende Vår —
du kroner og kranser det hældende År. —
Fra dig og til Jul er dog Vejen kun kort —
— den synger vi bort!
(Oktober 1914.)