Det hænder mig tit i den dybe Nat,
— når Sjælen sig føler i Frihed sat,
mens Legemet stille hviler —
at tyst jeg besøger mit Barndomshjem,
da træder min Fader og Moder frem
og til deres Datter smiler.
Og vel har de blundet i mange År
i Landsbyens fredlyste Kirkegård;
men Tiden i Drømmen svinder.
Det er mig som om jeg forlod dem nys,
som følte jeg end deres Afskedskys
at dvæle paa mine Kinder.
Det er som om Døden var aldrig kjendt;
som havde de mig i et Ærend sendt
og nu jeg var vendt tilbage.
Og alle Trængselens kolde År
er svundne saa let som den Dag i Går
for solskinsmættede Dage.
Og sådan tænker jeg mig det sker
når vi dem en Gang hos Vor-Herre ser,
de Kjære, hvem her vi misted,
da synes de os som et Øjeblik,
de År, der siden vi skiltes, gik,
— hvor langsomt de end sig listed.
Da vil vi os undre, at tit vi stod
med skuffede Hjærter og knækket Mod
i Tiden, som svandt så fage.
Da vil vi os undre, at ej vi så
langt oftere op mod det lyse Blå
og Gjensynets blide Dage.
(April 1904.)