Resignation
(Efter Schiller).
(Efter Schiller).
Jeg ogsaa födtes i arcadiskt Eden,
Naturen ogsaa mig tilsvoer,
alt ved min Vugges förste Solglimt, Glæden;
jeg ogsaa födtes i arcadiskt Eden,
men Taarer gav mig kun den korte Vaar.
Een Gang og aldrig meer Livsmaien glæder;
mig er den en afblomstret Ven.
Den stille Gud — o! græder! Brödre! græder! —
den stille Gud min Fakkels Livsglimt spreder,
og Synet flygter hen.
Alt staaer ved Maalet jeg for hine Dage,
frygtfulde Evighed!
mit Hjemmelsbrev til Lykke Du modtage!
jeg bringer det uaabnet Dig tilbage:
jeg kjender Intet til Lyksalighed.
See! for Din Dommerstol min Klage toner,
tilslörte Dömmende!
et venligt Sagn gik om paa hine Zoner:
med Dommens Skaaler her Du troner,
og kalder Dig den Sonende.
Her, sagde man, vil Ondskab Rædsler höre;
men Ædlingen kun Glæder see.
Her Hjertets Lönsal vilde Du afslöre,
mig Forsynsgaaden löst for Blikket före,
og holde Regnskab med den Lidende.
Her Taalets Tjörnesti sig endte,
Forskudte hilste Hjemmets gyldne Frugt.
Et Guddomsbarn, kaldt Sandhed, de mig sendte
som Mængden flygted’ for, som Faae kun kjendte,
tilbageholdt min Banes raske Flugt.
"Med Lön jeg möder Dig i Evigheden,
"giv mig Din Ungdom kun!
""blot Lövtet kan jeg skjænke Dig herneden."
Anviisningen jeg tog paa Evigheden,
og offrede min Ungdoms glade Stund.
"Giv Kvinden mig, saa dyrebar Dit Hjerte!
"Din Laura kun mig giv!
"hiinside Graven höster Fryd Din Smerte." —
Jeg blödende rev hende fra mit Hjerte,
græd höit, og offrede min Elskovs Liv.
"Beviset lyder til de Dödes Veie;"
saa Verdens Haansmiil löd,
"den Lögnerinde, hvem Despoter leie,
"gav Dig for Sandhed Skygger kun i Eie;
"Du er ei meer, naar denne Dragt er död."
Frækt hvidsled’ Spottens Slangehære:
"en Dröm, som Ælde hellig Kraft har rakt,
"Du skjælver for? Hvad skal de Guders Hære?
"den syge Verdensplan en Frelser være,
"som Mandens Vid hans Nödtörft snildt har bragt?
"Hvad er hiin Fremtid, som os Graven dækker?
"hiin Evighed, med den Du praler stolt?
"ærværdig kun, fordi et Slör den dækker,
"en Kæmpeskygge af hvad selv os skrækker,
"mod bange Selvbevidstheds Huulspeil holdt;
"Af Livets Skikkelser et Lögnens Billed’,
"en Mumie i Tidens Fjed,
"i Gravens kolde Hvælvinger henstillet,
"ved Haabets Balsam fra Oplösning skillet,
"det er Din Feberdröms Udöd’lighed?
"For Haab — Forraadnelse til Lögn dem vied’ —
"Du visse Goder gav?
"sextusind Aar har Döden tiet;
"kom noget Liig, fra Gravens Nat befriet,
"som mældte om den Sonende bag Grav? —"
Mod Dine Bredder saae jeg, Tiden iilte;
Naturen bag dens Fjed,
hiin blomstrende, lig vissent Aadsel hviilte,
ei nogen Död fra Gravens Baand sig skilte,
og fast jeg stoled’ paa Din Guddomsed.
Dig offrende, hver Fryd jeg ringeagted’;
nu kaster jeg mig for Din Dommerstol.
Behjertet Mængdens Haan jeg har foragtet,
mod Dine Goder ene jeg har tragtet;
Lön, Sonende! jeg kræver for mit Taal.
"For mine Börn jeg lige Krandse binder;"
löd en usynlig Dæmons Raab,
"to Blomster — hörer! Mennesker! og minder!
"to Blomster spire for den vise Finder;
"de kaldes Nydelse og Haab.
"Hvo een af disse Blomster bröd, begjære
"ei Söstrens Helligdom!
"Op! nyder! hvo ei Troen har. Den Lære
"som Verden evig er. Hvo Troen har, undvære!
"See! Verdenskrönike er Verdensdom.
"Du haabet har; de Haab selv Lönnen toge;
"Dit Dig tilmaalte Held var Troens Fred.
"Du kunde adsporgt Dine Kloge:
"hvad tabt Minutterne hendroge
"gjengiver ingen Evighed."