Qu’as tu fait? ah! qu’as tu fait? tu voulois me récompenser, et tu m’as perdu. Je suis ivre, ou plutôt insensé. Mes sens sont altérés, toutes mes facultés sont troublées par ce baiser mortel. C’est du poison que j’ai cueilli sur tes lèvres; il fermente, il embrase mon sang; il me tue; et ta pitié me fait mourir.
J. J. Rousseau.
Söde Minders aldrigtömte Væld!
Eneste, som Smerten ei forskyder!
sprudl den svundne Fryd frem for min Sjæl!
Luth i Haand Dit Bölgeslag jeg lyder. —
Mindes, Sulva! Du hiin Höstens Stund,
vi i ond ei falmet Lövsal vanked,
og i Elskovssaligheders Blund
nye skabte, svundne om os sanked’?
Tause vi stod’;
Fölelsens dybe, harmoniske Strömme
bölgede Barmens de svulmende Höie,
hellig Forenings först nu fyldte Drömme
lyste Dit himmelskt forklarede Öie,
skjænked’ mig Mod.
Salige Lyst!
Let om Din Midie Armen jeg slynged,
fölte de Hymner, ei Rösten kan male,
Barn jeg blev, Vuggen blidt vinkende gynged’,
taus jeg, som lullet i södeste Dvale,
sank til Dit Bryst.
Vækket til Lys,
hviilte end min paa Din flammende Læbe;
Alt var som oplöst, jeg brændte, jeg bæved’.....
Tonerne zittrende döe, der fremstræbe
Salighedsvingen at male, som hæved’
mig i Dit Kys. —
Fölende Alt om os smelted’ hen
i et höitidsfuldt besjælet Stille,
afbrudt kun, naar Sangeren paa Green
saae vor Lyst, og hæved’ Længslens Trille.
I sin Iisborg, reist paa Fölelsens Ruin,
troned’ Manden, fjern vort lyse Eden;
ene han, i sin Forstands Lavin,
vilde Pile sendt mod Saligheden.
Held os! han var fjern. — O! elskte Stund!
skal Dit Morgenskjær ei meer oprinde?
golde Drömme sprede Haabets Blund?
evigt Önske fölge Dig? mit Minde! —
Drukket har jeg Guders Salighed;
o! men Stjernen oprandt, lyste, döde;
uden Hjem og uden Lys jeg med min Fred
som en Flygtning savnende maa böde.
Jorden mig et grufuldt Orcus er;
meer mig end tantalisk Kval forfölger;
plaget af uslukket Frydsbegjær,
stander jeg i Fryds unaa’de Bölger.
Taus mig er Naturens Harmoni,
farvelöse Jordens Foraarsdale;
glædegold mig vinker Tempes Sti,
uden Höitid Herthas Bögesale. —
O! men livnet kun ved hendes Kys,
jeg i Sahras Örk et Paradiis fremkalder,
tryller Varme frem, hvor sparsomt Lys
speiler sig i Zemblas Iiscrystaller. —
Ha! hvi blegned’ jeg i Kysset ei?
saligt oplöst kunde jeg da svæve
södt om hende, fölge hendes Vei,
tausforenet Aand i Aanden leve.
Söde Drömme! hvorfor Drömme kun?
Glæder! hvi undvige I mit Hjerte?
Fred! hvi lukker Du Din Palmelund?
Tröst! hvi sænker Du for mig Din Kjerte?
Har jeg hjælplös Olding stödt fra Klippens Tind,
at hans Blod nu maner mig fra Fjeldet?
har jeg Morderdolk i Venskab hyllet ind?
dræbt den Diende ved Modervældet?
Ralle haante Pigers Vanvidskrig
Nattefreden fra min Slummers Gjemme?
skvulper Bölgen Skjændselsoffrets Liig,
tordnende mig Modermordets Stemme? —
Olding, Spæde, Mödre, Möer, Ven,
Ingen mig anklager i sin Smerte;
dog min Fredens Sky er flygtet hen;
Retfærd! kun fordi jeg fandt et Hjerte.
Er det saa, Du satte Skjebnens Bud?
slyng da Tordenkilen mod Din Haaner!
at jeg döende erkjende Gud!
döende et Liv, hvor Döden graaner!
Eller vil Du, jeg skal haabe trygt? —
Kjendslerne, hvor efter höiest Maal de tragte,
skulde bygge paa en Stemme, uden Frygt,
som ved mindre ene Svig dem rakte? — —
Evighed! Du, Elskte i min Barndoms Fred!
ak! hvor er Dit Haab, Din Tröstens Skygge?
jeg forsmaaer Din tvivlomslörte Salighed;
kun i Sulvas Favn mig spirer Lykke.
Sulva! Barn Dit Moderbryst jeg hviilte ved,
Barn jeg var i Glædens söde Drömme,
Barn jeg er i Smertens bittre Strömme;
Pige! giv mig Barnets Fred!
Pige! giv mig Barnets Fred!
lad mig evigt til Din Favn mig klæbe,
smeltende i Kyssets Attersalighed!
eller sug det evigt fra min Læbe!