Frygt ei! bramfrie Gröntörv, som tildækker
Muldet om den Södthengangnes Been!
frygt ei! grædende Cypres, som rækker
Dine Grene over Höien hen!
frygt ei! Rose, som Din Duft udbreder
over Ynglingens afsjælte Leer!
frygt ei! Sangerske, som kvæder
Veemods Længselsang i Aftenskjær!
Seer! en Yngling nærmer sig, hvis Hjerte
ofte Eders Ven har Taarer bragt;
Frækhed, Haan, Fordömmelse ei lærte
koldt ham at nedbryde Höiens Pragt.
Viger! isnende Fornuftens Helte!
tordner Eders hule "Feig" kun frem!
Eder blev det givet ei at smelte
hen i Fölelsernes dybe Hjem.
Viger! Munke, som bag helligt Dække
dölge Lasten, haane Himlens Kald,
og forsoningslöse fro henrække
Ynglingen til evig Straffekval!
Viger! Hverdagsdyr, som Dyndet skatte,
kalde Daare ham, fra Lysters Hav!
viger! aldrig I det Höie fatte!
Eder höinedes ei denne Grav.
Elskov smelted’ denne Ynglings Hjerte;
Mulm ham hylled’, han forlod dens Vee;
"ak! hvorfor udflyder grummest Smerte
"af hiin Fölelse, vor helligste?"
Reven ud, som han, af söde Drömme,
uden Fryd, og uden Haab paa Jord,
kun henkastet paa dens Jammers Strömme,
har den altid Nok at leve for?
har den altid Noget? naar uskillet
Livet rörer sig ved Mindets Steen,
og afmægtig over Smertens Billed’
Aanden i sin Stræben synker hen.
Er det feigt, til Dom sig at indstille
trods et længermueligt Pröverum?
Kloge! kun, at han forlod, I minde,
aldrig, at han stedte sig til Dom.
Slyng’, Fordömmende! kun Eders Pile!
Sandhedspræg ei Eders Varsel fik;
Gud, al Kjærligheds utömte Kilde,
skulde vende evigt bort sit Blik!
Alt mod eet harmoniskt Heelt kun leder,
Alt mod een forenet Kjærlighed;
er det daarligt da, i Stövets Kjæder
alt at gribe hiint det höire Meed?
Kommer! Elskende! thi kun for Eder
denne stille Vaaning bygget er;
kommer! Ynglinger! og höiner, breder
hver fornyet Vaar dens faldne Leer!
kommer! Piger! pynter Rosenstammen!
spreder friske Blomster om den hen!
hviler da! og taler ofte sammen
om den elskende, bortgangne Ven!
kommer! og, hvis Hjertet haablöst blöder,
Smerten bryder Aandens Stræben ned,
frygter Intet! her ved Graven möder!
hist er’ fortsat Stræben, Kjærlighed.