Livet blunder,
hjemligt Kunst og Veemod stunder
frem i Nattens stille Vind;
sölverlokket Oldtids blege Skygger
bryde tausen Vraa, hvor Mindet bygger;
Anelsen fra Lysets Riger
frisk nedstiger,
og sit Ungdomsindsegl trykker
paa Henfarnes Kind.
Luth i Armen,
Veemodsbilledet i Barmen,
dvæler Skjalden i det trange Hjem;
tidt forgjæves Haanden sig forvirrer
mellem Strængene, kun Mislyd dirrer
fra de för fuldstemte Strænge;
Suk sig trænge
op fra Brystet, Blikket stirrer
gjennem Taarer frem.
Natten vinker,
gaadefuldt ham Skjæret blinker
i den stjernelyse Sal;
ad han maa blandt hell’ge Aanders Skarer,
ud, hvor Fremtid södt sig aabenbarer,
ud han maa, hör! Strængen lyder,
Længslen byder;
sælsomt dragen hen han farer
over Höi og Dal.
Sagte Vinde
hen for barske Storme svinde,
Sneeen hviler paa hans Barm.
Frem han iler til en Höi sig buer;
fjernt fra den sin Elsktes Lys han skuer.
Een Gang Klodens Vei er runden,
siden Stunden,
da han först i milde Luer
sank i hendes Arm.
Samlivs Dage
svandt; han ene stod tilbage;
Sorgen slukked’ Harpens Klang;
söd Begeistring atter ham besjæler,
vant ham Haanden over Strængen dvæler;
lydt! i Stormen raskt han synger;
medens Dynger
höit af Snee hvert Spor tilfjæler,
toner Skjaldens Sang.
"Jord! Du skyder
"Banen frem; Din Iisskrivt tyder,
"nær Du staaer eliptisk Pol.
"Rene Elskendes tilbedte Sværmen,
"Skiltes snegne Kys bag Lundeskjermen,
"hine Nöiets Harmonier;
"Alting tier;
"Jord! Du aander kun i Haabets Nærmen
"mod Din Modersol.
"Hulde Dage!
"ak! i Mindet kun tilbage,
"da jeg fro Dig kaldte arm.
"Naar mig Skoven stod med Vinterkrandsen,
"Iiscrystaller gjengav’ Stjerneglandsen,
"tidt da sukked’ jeg: "Du, Arme!
""al Din Varme
""skjænker Dig i Klodedandsen
""kum een Solebarm."
"Thi jeg svæved
"selv eliptiskt, aanded’, leved’
"eens i Banens Midte, Banens Pol;
"Sommer vexled’ kun med Sommerstraaler,
"Blomsterduften steeg i fulde Skaaler;
"o! thi fra hvert Focus skued’,
"lyste, lued’
"södt en Sol mod Banens Poler:
"Kunsts og Elskovs Sol.
"Nu jeg isner,
"ak! og Banens Blomst henvisner,
"udbrændt er min Elskovs Sol;
"Taareblikket Asken af den skuer,
"hvor kun enkelt Gnist end næret luer:
"Minde! södt tilbedte Stjerne
"fra det Fjerne!
"lul mig paa Din Vugges Buer
"hen mod Haabets Maal!
"Kunsten döde,
"Harpens sidste Toner löde,
"da det sidste Glimt sank hen.
"Lys, som i min Nat Din Straale sendte!
"ak! for sildigt, sildigt jeg erkjendte,
"at Du laante selv Din Flamme
"fra den samme
"Sol, som döende udbrændte,
"vakt og död med den. —
"Sol! Du sluktes,
"og Din Söster med Dig sluktes;
"ingen Straaler lyser mig.
"Jeg — hvem Salighedens Tvelingsole
"lysned’ Fjedet frem fra Pol til Pole,
"som Dig ynked’, Jord! Du, Arme! —
"uden Varme
"vanker natligt, uden Straale;
"Jord! hvor er Du rig!
"Rige Klode!
"udfold Lykken alt Dit Gode!
"för den gjennem Lysters Hav!
"Nat sin Vinge om mit Hjerte breder,
"intet, intet venligt Lys den spreder;
"mig kan al Din Rigdoms Fylde
"meer ei trylle;
"rige Moder! Armod beder:
"mig, kun mig en Grav!
"Længslen stiger,
"Nuets Smaalighed bortviger;
"hilset ver mig! Fremtidsold!
"Kjærligheden svulmer mod sin Kilde,
"Kunstens Farver hist om Lyset spille;
"Tvelingsol! paa Haabets Tinder
"jeg Dig finder.
"Jord! hvor er Din Bane lille!
"Jord! hvor er Du kold! —"
Saa han kvæder;
Stormen raser, hvor han træder,
iiskoldt Bolster breder sig;
mat han om i kolde Lagen daaner,
södt en Vuggesang fra Harpen toner,
venligt Blund den Trætte frister;
Harpen brister.
Morg’nen rödner Östens Zoner,
seer et smiilfuldt Liig.