Man sollte immer den Dichter vom Menschen absondern.
J. G. Herder.
— — Men naar de förste Straaler
bortvifted’ alle de smaae Blomsterspeile,
sig Morgensolen henrykt gjenseer i;
naar södt frigiven Blomsten aabned’ sig
i duftende og farvesmiilfuldt Liv,
og Hjertet grebes af de söde Syner,
og Barmen tyktes sig for ringe hvælvet
til Glædens Blomst og Takkens modne Frugt;
naar aftenstille Bögelunde vinked’
ad Fölelsen til Sværmeriets Vugge,
og Længslens dybe Attraa maled’ sig
med Savnets Strög paa Gittrets röde Baggrund;
og naar de skrede frem, de Nattens Perler,
Alkraftens evige Lovsjungere,
et Ventes varselfulde Billeder,
hvert daglystruet Nöies tause Vidner,
hiint Phantasiens forudsögte Hjemskjær,
o! naar de skrede frem, og dryssed’ Glimt
paa Dalens Blomst, og Anelser i Hjertet; —
da, da var Noget hist i Barm, i Sjæl,
som sprængte Pligtens koldt omlagte Lænker,
og stræbte over Vanlighedens Bred.
Et Fremad fra det Indre, helligdunkelt,
lig Röst fra Dödens andagtfulde Grotter,
for Aanden löd til Vandring mod et Höire,
og Kunsten blev den syvsmiilfulde Bifrost.
Det kolde, tunge, slöve Hverdagsliv,
hvor Selvsot svinger seirende sit Scepter;
hvor rastlöst Sandheds lyse Sol formörkes
af Egennyttens banelöse Klode;
hvor Anelsen omhænges Narrens Bjelde;
hvor Stræben mod et alharmoniskt Heelt,
og mod en samlende Alkjærlighed
i Vanvid lyses af en stövfast Sværm;
hvor luttret Elskov, som dem her forjetter,
foragtes for et dyriskt Vellystbaal;
hvor himmelsk Uskylds lette Sværmeri
er göglefulde Drömme, Glemsels Eie,
og Længslerne kun Daarers visse Orden;
hvor Tvivlen altidnæret sukke maa:
"troe Hvo, der vil, at selv den Helligste
"har Livet blæst i saadan dyndet Leerklump!"
hvor dette kolde, slöve Liv sig rörer,
er Intet for den himmellystne Kunst.
En Verdens smigerkronede Magnater,
Golcondas Arvinger og Födslens Kaarne,
hvis med Tilfældets rigt dem givne Fylde
ei lignende af Kaldserkjendelse de nære,
for Kunstneren er’ glandsomhyllet Stöv;
kun hvor sig Livet yttrer glödende
af Kraft, om stundom end den leded’ vild,
i höi Bevidsthed af sit Slægtskab med
af Kunsten selv, er det for Kunsten modent.
Og er den Slægt, som Kunstneren medfödtes,
kun Afgudsdyrkere af Enkeltheden,
med Haan i Skjoldet for det Hellige,
og derfor tonelös i Liv som Död,
da skrider freidigt han fra Skranken ud
mod graanet Oldtids maanekrandste Gravsteen,
og mod et Vente, Phantasien skaber.
Hist aabnes Sagas Favntag ham fortroligt,
her tumler han sig södt i Gaadens Lande,
og Synerne, som svæve ham forbi,
han trykker sanddru af i Tonens Gips.
Södt, södt, thi lænkefrit, i Gaadens Lande
han skrider frem i Syners lette Dands;
men ofte vildes Fjedet ham i Mörket,
selv underlige Tvivl ham gribe tidt,
og manget Syn, som frem sig trænger med
Alcidens Kölle, eller Aphrodites
letspundne Belte, han afbilder, skjönt
en indre Stemme selv dets Sandhed negter;
det ligger udenfor ham, stundom med
den strengt afpælede Moral uenigt;
thi tidt, hvor Phantasiens Kraft fremfarer,
afsiger Fölelsen södt smilende
en anden Dom, Livsyttringens Symbol. —
Du, som da venligt Vandringen vil skride
med Digteren did, hvor hans Toner löde!
fremdrag ei altid Subjectivitet
ind under hans blot valgte Jeg! snart var
han da af sceptiskt Tartarus omgiven,
snart lod han prophetidiskt Steentilvær
nedtynge Aandens haabomslyngte Stræben,
paa sin Bestemmelses sandsfulde Vagt,
snart Tatianers vilde Fane han,
for Tillid blottet, rasende tilsvor,
og selv i gunstlöst Lys han stod, hvis Du,
som tro ham fulgte, minded’ ei: ved Lyren,
som naar Thalia og Melpomene
anföre, Tonen tidt er objectiv.
Og undres ikke! at til sine smaae,
her for Dit Blik fremstilte Malerier,
der, valgte fra forskjelligt Synspunkt,
bör skues fra forskjelligt, Faderen
langt heller kaared’ Farver, som — maaskee
uvante — fjerne ham en Mængdes Bifald,
end han opfrisked’ vante Penselströg,
hvad eller ordned’ efter Tactens Lov
en kunstlös Hverdagsverdens golde Udbrud.
Ja! selv endog han skrider frem mod Hine,
hvem Sværmeri er Lösenet til Mishag,
og med et varslende: skrid ikke videre!
ad Tidens aldrigstille Ström han peger;
thi, skjönt maaskee med ringe, læenket Kraft,
saa dog med sværmerisk Tilbedelse
af Kunsten, hiint det rene Höieste,
ved hvilket Mennesket sin Stamme kundgjör,
han stræbte frem mod Kunstens Helligdom.