Hvis Nogen begjærer en sørgelig Sang,
Saa lytte han nu til min Strængelegs Klang!
Om Kjærligheds Kummer og Kjærligheds Magt
En Vise jeg har med Oprigtighed lagt.
Der herskede fordum en Konning i Nord,
Mandhaftig i Daad og forstandig i Ord;
En Pige han ægted af kongeligt Blod,
Beskeden af Sind og uskyldig og god.
Med Konger der drives et underligt Spil:
Saa mangen maa giftes, som nødigt det vil;
Saalunde den ædelig Dankonning her
Sin Viv havde ikke det ringeste kjær.
Det græmmede saare den kjærlige Mø,
Som drog fra sit Hjem til en vildfremmed Ø,
At sidde som Enke i Høienloftssal
Og dog være Brud til en deilig Gemal.
Hun qvad til sin Terne: „Du sige mig nu,
Var Drotten tilforn saa tungsindig i Hu,
At altid alene med Hest og med Hund
Han Dyrene beded i Mark og Lund?“
„Jeg er kun en uselig Terne forsand,
Paa Kongernes Sind har jeg liden Forstand.
Lad heller mig fæste dit deilige Haar,
At Lokkerne rigt om din Nakke sig slaaer!“
„Du gjerne ved Roden maa skjære dem af,
Som om jeg var viet til Klosterets Grav;
Jeg ændser kun lidt deres bølgende Pragt,
Som aldrig et Smiil i hans Øie har bragt.
Min Fader og Moder betragted dem froe,
Min Broder om Fingren dem blidt monne snoe,
Paa tusinde Maader de viste mig hver
Fra Morgen til Qvæld, at de havde mig kjær.
De sagde, jeg talte forstandige Ord,
Naar huusligt vi sadde tilsammen om Bord;
Og digted en Sang jeg til Citherens Lyd,
Saa roste de Qvadet med inderlig Fryd.
Men hæng nu, min Cither, saa længe du vil,
I Krogen, mens Ingen begjærer mit Spil,
Forstummer, I legende Qvad i mit Bryst,
Som Fuglenes Flok i den ublide Høst!
Lad Guldstrængen gjemme sin Velklang i Løn,
Som Hjertet maa gjemme sin Kjærlighed skjøn!
En kummerlig Lod maae de dele forvist —
Forglemmes, forstemmes og briste tilsidst.
Naar stundom han træder i Kammerset ind
Og rører med iiskolde Læber min Kind
Og sidder og seer paa min Væv og min Naal,
Det er mig, som saartes mit Hjerte med Staal.
Jeg hilste ham gjerne paa smigrende Viis,
Men selv han mit Smilebaand stivner til Iis,
Jeg talte saa gjerne forstandigt og smukt,
Men selv har med Jern han mig Læberne lukt.
Naar blot jeg fornemmer hans tonende Gang,
Som Stenen besvarer med kongelig Klang,
Saa kunde jeg vende paa Flugten mit Fjed
At skjule mig dybest i Skoven derved.
Og dog kan jeg sidde fra Morgen til Qvæld
Og længes og lytte med Sands og med Sjæl,
Begjærende blot som min eneste Fryd
At høre hans Fodtrins sig nærmende Lyd.
Naar snart du, mit Barn, har forfængeligt nok
I ziirlige Slyngninger snoet min Lok,
Saa hent mig min Teen! Mit urolige Sind
Dens Nynnen og Surren i Søvn dysser ind.
— Det dundrer med Hovslag paa Kongsgaardens Steen,
Han kommer! — O, Ternelil! vær ikke seen,
Men hent mig det Skjærf, jeg baldyred igaar,
Og som, du har sagt, mig saa stateligt staaer.
Vær hurtig! nu stiger han ned af sin Hest —
Saa! bind mig det om, som det klæder mig bedst!
O, Daarskab og Tant — hvis han anede Sligt! —
Men gaa kun, mit Barn! du har opfyldt din Pligt.“
Med bankende Hjerte, med surrende Teen
Hun sad, da Kong Eigil i Kammeret treen;
Han hilste sin Drotning paa sømmelig Viis,
Han bukked med Ære, men kyste med Iis.
„Jeg kommer at byde Farvel til min Viv,
Kong Arnulf med mig haver yppet en Kiv;
At kives med Tungen beskæmmer en Mand,
Thi drager i Leding jeg mod ham paa Stand.“
Igjen hannem hilste den Dronning saa fiin
Med inderlig Kummer og bleg som et Liin,
Med skjælvende Taarer i Øinenes Blaa,
Dem Drotten dog hverken fornam eller saae.
De stigende Floder hun størkelig vandt,
At ingen sin Vei over Kinderne fandt,
Før han, som forsmaaede Kjærligheds Skat,
Igjen havde hende, som elsked, forladt.
I Leding da drog den mandhaftige Drot,
Men hun blev med Kummer igjen paa hans Slot;
Han dækked sit Bryst mod de fiendtlige Slag,
Hun blotted sit Hjerte for Længselens Nag.
En Aften hun stod i sit Høienloftsbuur
Og stirrede mørk i den mørke Natur,
Hvor Bølgerne langsomt mod Strandbredden slog,
Og Skyerne tungt over Himmelen drog.
Hun blanded sit Suk med den natlige Vind,
Som klagende hvisked til Bøg og til Lind,
Mens kneisende sorte i Mulmet de stod
Og hvilede trygt paa den mægtige Rod.
Da qvad hun i Natten: „Ak, vidste jeg blot,
Hvorlunde du lider, min Husbond og Drot!
En uvant Bekymring bespænder min Sjæl,
Skjøndt lønlige Taarer jeg kjender saa vel.
Min Gud! jeg vil bære min Kjærligheds Qval
Saa fromt, som jeg kan, for min høie Gemal.
Min Husbond, vær tryg under Himmelens Skjold!
Og ei skal det græmme mig meer, du est kold.
Min Husbond, min Herre, min høie Gemal!
Ak, mon du er end blandt de Levendes Tal?
Usigelig Angest bespænder mit Bryst —
Almægtige Gud, giv mig Lindring og Trøst!“
Kong Eigil er syg i det fremmede Land,
Han brændes af Saarets og Feberens Brand,
Han tændes og brændes af Attraa til Strid
Og skjænder med Harm paa den snigende Tid.
Naar først han har sværmet og raset en Stund,
Saa synker han hen i en smertelig Blund
Og vaagner og drømmer og sværmer igjen
Og kjender end ikke sin kjæreste Ven.
Saa længe han drak af den kjølende Drik,
Saa længe han lød sine Pleieres Skik,
Til Saaret blev lægt, og til Febren svandt,
Og Blodet ham sundt gjennem Aarerne randt.
Fra Leiet sig reiste den mandige Helt,
En ubekjendt Yngling da stod i hans Telt;
Den bruunlige Lok sig om Kinden ham snoer,
Og Blikket er ufravendt fæstet mod Jord.
„Hvor kom mig i Teltet den fremmede Svend?“
Han spurgte sin Drost og betroede Ven.
„Mig tykkes forvist, jeg tilforn har ham seet,
Men ei jeg besinder mig, hvor det er skeet.“
„Du saae ham, min Drot! under Feberens Ild,
Han rakte dig Drikken saa kjølig og mild,
Af Urter med hemmelig lægende Kraft
Beredte han snild dig den styrkende Saft.
Naar haardest du sukked i Sygdommens Baand,
Han Strængene rørte med kunstnerisk Haand,
Og smeltende Toner fra Brystet ham flød,
Som Fred over Panden dig underfuldt gjød.
Min Drot! han er ung, og hans Haand er kun fiin,
Et Legetøi spinkelt mod din eller min,
Men dog har om Natten jeg seet ved din Seng,
At Styrke kan boe hos en skrøbelig Dreng.
Og tidt er om Dagen det faldet mig ind,
At Alvor kan boe i det barnlige Sind:
Saa kold som en Munk mod forfængeligt Tant,
Ved Dag som ved Nat til din Seng han sig bandt.
Jeg siger dig frit med Oprigtigheds Ord,
At Helsen og Liv næst Guds Bistand, jeg troer,
Du skylder hans Troskab, hans Kunst og Forstand.
Jeg agter ham derfor saa fuldt som en Mand.“
Og Kongen blev rørt, da han hørte derpaa,
Saa huldt til den fremmede Yngling han saae.
Beskeden med sænkede Blikke han stod,
Om Kinden saa rød som et dryppende Blod.
„Og var i min Afmagt du mod mig saa huld,
Ei Magten dig lønner med Gods eller Guld,
Men kaaret du er til min kjæreste Svend,
Og Vidne dertil er min Drost og min Ven.“
Saa tjente da Svenden sin Herre med Lyst
Og fulgte ham kjæk i den blodigste Dyst,
Men skjælved i Løn, naar med liliehvid Haand
Han spændte ham Hjelmens og Pandserets Baand.
Saa mangen en Qvæld i det rolige Telt
Han spilled og sang for den mandige Helt,
Som lytted til Klangen med inderlig Lyst
Og fatted ei selv, hvor den smelted hans Bryst.
Da bød han en Aften sin elskede Svend:
„Min venlige Sanger, læg Citharen hen,
Og ræk mig din Haand, som er sneehvid og fiin!
Mig lyster at slutte den trofast i min.
Al Jorderigs Blomster saa gik jeg forbi,
Til een, som var himmelsk, jeg fandt paa min Sti:
Dens Duft og dens Ynde med hemmelig Magt
Sig underfuldt ømt om mit Hjerte har lagt.
Den slynged sig om mig i Sygdommens Nat,
Til Dødsenglen havde mit Leie forladt,
Den duftede for mig, til Sundhedens Luft
Jeg drak af dens ømme, dens trofaste Duft.
Dens Ynde, dens Duft er bestandig mig nær
Og tolker mig Livets det inderste Værd,
Den himmelske Kjærligheds miskundende Saft
Den blander i Manddommens svulmende Kraft.
Jeg tænker paa Ting i mit henfarne Liv
Og mindes, at ei jeg var god mod min Viv —
Det var jo fast meer, at jeg ei det forstod —
Dog føler jeg grant, at jeg ikke var god.
Men drager jeg ind i min Kongsgaard paany,
Vil Gud, skal en lysere Morgen os grye:
Min yndige Blomme, som falmer i Løn,
Skal reise sit Hoved lyksalig og skjøn.
Jeg veed, hun er yndig, jeg veed, hun er god,
Hun aldrig i Verden har gjort mig imod;
Jeg veed, hun er from, og jeg troer, hun er skjøn,
Hvis ei hun af Kummer er falmet i Løn.
Thi det er mig klart, naar jeg tænker paa Alt,
At vist i min Lod med min Hustru mig faldt
En dyrebar Skat og et ædelt Klenod,
En Perle, hvis Værd jeg dog aldrig forstod.
Du skjælver og græder — Nei, kom til mit Bryst,
Du reneste Væld for min høieste Lyst,
Min ædelig Perle, min Sol og mit Liv,
Min yndige Blomst og min elskede Viv!
Ak, Sødeste! havde jeg Taarer som du,
Jeg græd for din Fod om Forladelse nu —
Jeg har dem dog ei, men jeg byder som Bod
Min Sjæl og mit Hjerte, mit Liv og mit Blod.“
Hvor sadde de froe i det rolige Telt,
Den yndige Viv, den mandhaftige Helt,
Hvor var det for Hjemmet et straalende Gry!
Og did drog med Seier de snarligt paany.
Men du, hvem jeg loved en sørgelig Sang!
Om Sorg har jeg sjunget, og Sorgen var lang,
Om inderlig Fryd vil jeg synge tilsidst;
Thi Glæden blev længer end Sorgen forvist.
Den voxte, den grønnedes Aar efter Aar,
Saa voxte den ind i den evige Vaar,
Og grønnes og blomstrer i Salighed hist.
Og saa gaae det Hver ved den hellige Christ!