En Stjerne skinner i Lunden bleg
Blandt vissent Løv;
Den skjælver og føler i Vindens Leg,
At den kun er Støv.
Den evigt funklende Stjernehær
Den i Natten saae
Med uforvisneligt Sølverskjær
Paa Himlen staae.
Den drømmer derom den lange Dag,
Mens i Løn den staaer,
Og Sommerens Pragt som splintret Vrag
For Vinden gaaer.
„I straalende Stjerner, som vandre trygt
I salig Ro
Under Hvælvingen hen uden Sorg og Frygt,
Saa himmelfroe!
I kjender ei Storm, I kjender ei Slud,
I kjender ei Død,
I boe deroppe saa nær hos Gud,
Over Jordens Nød.
Jeg dannedes og til en Stjerne hvid,
En Stjerne skjær,
Men kun for at skjælve min korte Tid
Paa Stilken her.
Den første Vind veirer hen i Støv
Min Krone bleg
Og tumler den mellem det visne Løv
I sin vilde Leg.
Du høie, himmelske Stjernehær
I det fjerne Blaae!
Den fattige Blomst, som har dig saa kjær,
Vil snart forgaae.
See, Solen synker, saa stig da du,
At jeg dog kan see
Din evige Skjønhed engang endnu
Før Dødens Vee!“
Men Aftenstjernen saa klar og blid
Til Blomsten saae:
„Ak, Søster, som skjuler dig bleg og hvid
Blandt Græs og Straa!
En kort, forvisnelig Sølverglands
Af Gud du fik
Og løfter mod Himmelens Stjernekrands
Et frygtsomt Blik.
Men vi, som gjennem Aartusinder gaae
Vor stolte Gang —
Hvad troer du, Kjære! vi tænke paa
Den Tid saa lang?
Vi sjunge det kun gjennem Himlen ud,
At Gud er stor;
Med Jordens smaa Stjerner vi prise Gud
I det samme Chor.
O, trøst dig du for dit korte Liv:
En Tone skjær,
Som ydmygt om Almagtens Skaberbliv
Sit Vidne bær,
En Klang i Skabningens Harmonie,
Mens du er til —
Og meer end dette hvad er vel vi,
O Søsterlil?“